Man kommer ikke meget tættere på en slags finale i forhold til, hvor meget der var på spil i søndagens opgør mellem Viborg FF og FC Nordsjælland.
Viborg var pisket til sejr, mens Nordsjælland kunne nøjes med uafgjort.
Selvom Viborg løb med sejren, er begge hold dog endt i top 6, efter FCK smed point mod Randers.
Viborg skal sende en særlig tak til Hjalte Bidstrup, der foruden at lukke Prince Junior ned, gemte sin første Superliga-scoring til det helt rigtige tidspunkt.
Her er Bolds fokuspunkter fra kampen.
Fremragende timing
Artiklen fortsætter efter billedet

Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Man må give Hjalte Bidstrup, at han har gemt sit første Superliga-mål til et ret så perfekt tidspunkt. Den unge højre back stormede frem i feltet fra sin back-position og bankede bolden op i net-taget som en garvet angriber ville have gjort. Scoringen blev også fejret som et første Superliga-mål skal gøres med de ekstatiske fans. Den tidligere FCK-spiller lukkede derudover Prince Junior ned gennem hele kampen. Stærkt arbejde af lillebror Bidstrup.
Anonym offensiv
Spiller fra udeholdet i fokus
Det var en anelse overraskende, at unge Hjalte Boe fremgik i startopstillingen til opgøret, da han hidtil kun havde fået 55 minutters spilletid i indeværende Superliga-sæson. Det var dog ikke den startdebut, han eller Jens Fønsskov havde håbet. Den 18-årige kantspiller var fysisk underlegen i forhold til Kuzmic, og kom ikke frem til det store. Det blev symbolet på en tam Nordsjælland-offensiv, hvor ellers normalt livlige Prince Junior også var ganske anonym.
Historisk god sæson
Statistik i fokus
Sæsonen kan allerede nu betegnes som en succes i Viborg FF, efter man søndag aften sikrede sig en plads i top 6. Det er nemlig kun anden gang i historien, at de grønklædte er en del af det sjove selskab i dansk fodbold, siden man indførte den nuværende struktur i 2016/2017-sæsonen. Sidst man var i mesterskabsspillet var i 2022/2023-sæsonen, hvor man akkurat missede bronzemedaljerne. Måske venter der medaljer denne gang?
Livescore på tæt hånd
Fans i fokus
Det var til at mærke, at der var spænding i luften i begge fan-lejre til aftenens opgør. Et næsten fyldt Energi Viborg Arena bidrog til en ganske pæn stemning fra hjemmeholdets fans. Det var også tydeligt, at de fleste fans havde en mobiltelefon med livescore fra FCK-kampen på tæt hånd. Der udbrød i hvert fald jubel i begge fan-lejre, da folk blev gjort bekendt med, at københavnerne var bagud og et endnu større jubelbrøl, da kampen blev fløjtet af.
Tak til Randers
Træner i fokus
Jens Fønsskov Olsen sagde efter Vejle-kampen, at FC Nordsjælland ”skyllede to point ud i lokummet.” De to manglende point kunne være blevet vitale, men efter FCK's pointtab mod Randers kan Fønsskov og co. ånde lettet op. Skuffelsen var ellers til at se på spillerne ved slutfløjt, men de kan altså ligge hovedet på puden med ro i nat. Fønsskov og FC Nordsjælland skal sende en stor tak til Randers FC for den hjælpende hånd.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Nordsjælland
Viborg FF
3F Superliga






































