Der ventede et rivalopgør, da Fredericia gæstede Nørreskoven søndag eftermiddag i Superligaens 31. spillerunde.
Fredericia kunne holde deres drømme om overlevelse i landets bedste række i live med en sejr, mens det nærmest definitivt ville hedde første division, hvis man tabte.
Vejle havde som bekendt ikke noget at spille for i forhold til deres position i tabellen, men der var selvfølgelig en vigtig håneret på spil.
Hjemmeholdet hentede en forløsende sejr, der blev den første af slagsen under cheftræner Claus Nørgaard.
Modsat vil Michael Hansen og hans spillere være skuffede over nærmest med 100 procent sikkerhed at være rykket ned i landets næstbedste række.
Her er Bolds fokuspunkter fra kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Stærk start-debut
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Det var en stor overraskelse, at 18-årige Hjalte Gitz var at finde i Vejles startopstilling til opgøret mod rivalerne fra Fredericia. Det var stopperens første Superliga-start, og det er altid en svær opgave at stå overfor Friday Etim. Men den unge forsvarsspiller, der har en fortid i Næsby Boldklub, løste opgaven på imponerende vis. Det er nok ikke sidste gang, at han får lov at starte inde for Vejle. Blev også kåret som kampens spiller.
Spillet samtlige minutter
Spiller fra udeholdet i fokus
Frederik Rieper er sjældent manden, der tager de store overskrifter i Fredericia, men hans rolle på holdet er uvurderlig. Anføreren har spillet samtlige minutter i dette års 3F Superliga, hvilket må siges at være meget imponerende. Lidt spøjst er det, at stopperen kun har raget et enkelt gult kort til sig, mens det hverken er blevet til mål eller assist i denne sæson. Men at spille så mange minutter er ganske enkelt suverænt.
Forløsende sejr
Statistik i fokus
Før søndagens lokalopgør var det ikke blevet til en sejr for Vejle Boldklub i deres seneste 12 Superliga-opgør, og drengene fra Nørreskoven havde endnu en sejr under Claus Nørgaard til gode. Derfor må sejren komme som en forløsning for både Nørgaard og spillertruppen. Vejle er som bekendt allerede rykket ned fra landets bedste række, men sejren over rivalerne fra Fredericia kan nok alligevel give truppen noget at glæde sig over.
Ikke mere Superliga fra lægterne
Fans i fokus
Fredericias fans var mødt talrigt op på Vejle Stadion til den skæbnesvangre kamp mod Vejle Boldklub. De fleste fans var iklædt store t-shirts med teksten ”alle hader Vejle,” hvilket signalerede forholdet mellem de to klubber. For at undgå nedrykning var udeholdet pisket til sejr, hvilket de medrejsende fans gjorde deres for at bidrage til. Desværre for fæstningsbyens fans ender det næsten med sikkerhed med en tur ned i første division.
Hansen må være skuffet
Træner i fokus
Der var alt på spil for Michael Hansen og hans tropper i Nørreskoven søndag eftermiddag. Hansen selv sagde også før kampen til Viaplay, at han glædede sig mere end vanligt til opgøret. Men Hansen skal nærmest med garanti træne et hold i landets næstbedste række efter sommerferien. Det må være en stor skuffelse for Michael Hansen at skulle overvære divisionsbold i fæstningsbyen, når holdet ellers i flere kampe har vist Superliga-niveau.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
Vejle Boldklub
FC Fredericia
3F Superliga



































