








Craven Cottage dannede tirsdag aften ramme om Premier League-opgøret mellem Fulham og Manchester City.
Her skulle de lyseblå forsøge at holde snor i Arsenal på førstepladsen, og den mission fik en ganske glimrende start.
Efter et kvarters spil dukkede Erling Haaland op inde i feltet, bankede City foran og noterede sig for sit mål nummer 100 i den bedste engelske række på blot 111 optrædener.
Ingen spiller har formået at gøre det hurtigere end den brandvarme nordmand.
Tijjani Reijnders og Phil Foden ville også lege med. De to kunne således begge notere sig for et mål før pausen, hvilket også var tilfældet for hjemmeholdets Emile Smith Rowe.
Artiklen fortsætter efter billedet

City kunne dermed gå til pause med en stensikker 3-1-føring.
Den blev udbygget kort inde i anden halvleg, da Phil Foden tog et godt løb på bagerste stolpe og bankede den i kassen til 4-1.
Herefter skulle der kun gå en håndfuld minutter, før Jeremy Doku fik et skud rettet af, der endte med at tælle som et selvmål af norske Sander Berge.
Vilde minutter
De lyseblå gæster var dermed foran med hele 5-1 og styrede mod en storsejr på Craven Cottage.
Men så tog fanden ved hjemmeholdet.
Først krøllede Alex Iwobi bolden i kassen fra kanten af feltet, og efter 72 minutters spil blev der reduceret yderligere, da Samuel Chukwueze var først over en løs bold, som han resolut huggede ind i netmaskerne.
Nigerianeren var dog ikke færdig med at vise prøver på målnæsen.
Seks minutter senere stod han endnu engang perfekt placeret inde i feltet, bankede kuglen i kassen til 4-5 og bragte hjemmeholdets tilskuere i ekstase.
Fulham-mandskabet kunne derfor lugte blod og pressede efterfølgende på for 5-5-målet.
Det blev dog ikke til mere i London, hvor City kunne ånde lettet op. Det endte 5-4 til de lyseblå fra Manchester.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
Manchester City
Fulham
Premier League




































