I AGF har man for tiden travlt med at sikre sig, at klubbens talenter ikke finder andre græsgange. I går skrev Jens Jønsson under på en tre-årig aftale med klubben og i dag kom turen til Andreas Wind Jensen, der ligeledes hører til den talentfulde årgang 93 og er inde omkring det danske U15-landshold.
Andreas Wind Jensen kom til AGF i 2005 og har for uden et par jyske mesterskaber været med til at sikre AGF det danske mesterskab i 2005. Wind Jensen er midtbanespiller, men bruges for det meste på kanterne, hvor hans teknik ofte volder modstanderne store problemer.
- I fodbold handler det om at læse spillet og hele tiden vælge de rigtige løsninger. Det kan Andreas. Han er taktisk klog og kombineret med at hans tekniske færdigheder, der også er på et højt niveau, er det en spiller, som vi rent fodboldmæssigt har stor tiltro til på den lange bane, lyder det fra sportschef Brian Steen Nielsen på klubbens hjemmeside.
- Han besidder samtidig mange af de menneskelige egenskaber, vi lægger vægt på i AGF - blandt andet ærgerrighed og ydmyghed - og derfor har vi valgt at belønne ham med en ungdomskontrakt, fortæller Brian Steen Nielsen videre.
Hovedpersonen selv er naturligvis meget glad for kontrakten og håber at han kan leve op til forventningerne.
- Det er dejligt at blive påskønnet for det, man laver. I første omgang er mit mål at blive fast mand på U16-Ligaholdet og forsøge at spille mig på U16-landsholdet. På sigt håber jeg selvfølgelig, at jeg kommer på SAS-Ligaholdet, lyder det fra Andreas Wind Jensen til samme medie.


AGF U17
3F Superliga
U17 Ligaen






























