International -Agent: Schwartz er Guingamps dyreste køb
2014-06-11 12:20:28
Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk

Agent: Schwartz er Guingamps dyreste køb

Der var både tysk og engelsk interesse for Ronnie Schwartz, men Guingamps ihærdighed og grundige forarbejde gjorde udsalget, fastslår angriberens agent.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Franske Guingamp har købt Randers-topscorer Ronnie Schwartz og udstyret ham med en fireårig aftale. Og franskmændene var meget ihærdige og insisterende, fortæller Schwartz' agent Allan Bak Jensen.

Allan Bak er således også manden, der har sendt FC Midtjyllands Jonas Lössl til Guingamp.

- Det er et superskifte for Ronnie. Guingamp har virkelig gjort sit hjemmearbejde med både ham og Jonas. De har været i Danmark for at scoute mere end ti gange gennem det seneste år og ved nøjagtigt, hvad de får, siger Bak Jensen til bold.dk og tilføjer:

- Der var både interesse fra Tyskland og rigtigt nok den engelske Premier League. Men det handler meget om, at Guingamps træner bare ville have Ronnie. Og så handler det om, at vi mener, Ronnie fungerer bedst med en spiller omkring sig, og Guingamp spiller enten 4-4-2 eller 4-4-1-1, og det var de helt med på allerede tidligt i forløbet.

Guingamp har store planer med 24-årige Schwartz.

- Den store interesse var selvfølgelig med til at presse prisen på Ronnie op, og han er, så vidt jeg er orienteret, Guingamps dyreste indkøb nogensinde. Det betyder også, at han er hentet til startopstillingen.

- De har også allerede drillet ham lidt med, at de vil gøre ham til landsholdsspiller og sørge for, at han er med ved EM i Frankrig om to år, hvorefter han skal sælges videre, siger Bak Jensen og forklarer Guingamps pludselig forkærlighed for danske spillere:

- Det handler om syenergien ved at have flere danske spillere, der kan læne sig op ad hinanden, det handler om at flere danske spillere har vist en god mentalitet i Frankrig, men det handler også om, at danskerne spiller eventuelle landskampe i Europa, modsat de afrikanske spillere, der skal hjem til Afrika for at spille landskampe og igen til vinter skal til de afrikanske mesterskaber.

- Det skal faktisk også med i ligningen, siger agenten, der dog ikke regner med at sende flere af sine spillere til Guingamp denne sommer.

Schwartz har fået fire år i Guingamp.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

35 kommentarer

Se kommentarer
Annonce