Lyngby meddelte fredag på sin hjemmeside at man havde indgået en to-årig aftale med stortalentet Ayoub Sørensen fra Hvidovre. Det var derfor en tilfreds Ayoub Sørensen bold.dk fangede kort efter skiftet var offentliggjort.
- Det var et utrolig godt tilbud Lyngby kom med. Vi har næsten ikke forhandlet, da alle mine krav var inkluderet i deres første udspil. Jeg ville gerne blive på Sjælland og Lyngby var hele tiden min førsteprioritet. Generelt kunne de andre tilbud jeg havde ikke sammenlignes med Lyngby, lyder det fra en glad Sørensen til bold.dk.
I første omgang er planen at Sørensen skal spille sæsonen færdig i Hvidovre, men han ser helst et skifte falde på plads nu.
- Lyngby er min fremtidige klub, så jeg vil allerhelst skifte nu. Men det er ude af mine hænder. Klubberne må meget gerne blive enige om et januar-skifte hvis du spørger mig, afslutter Ayoub Sørensen.
Tidligere på sæsonen var Ayoub Sørensen til prøvetræning i Norge men sagde nej tak til nordmændenes tilbud, mens også Vejle og Esbjerg har bejlet til den 20-årige kantspiller.


Lyngby Boldklub
Betinia Liga































