Mens Brøndby fortsat er truet af nedrykning, går det anderledes godt for reserverne. Holdet har vundet sin reservepulje med en stor del af unge spillere, og assistent Bent Christensen mener, at de unge begynder at ligne Superliga-spillere.
- Reserveholdsturneringen i år har for vores vedkommende adskilt sig markant fra tidligere. Vi har bragt rigtig mange unge spillere ind på holdet og derved set deres kunnen og potentiale på et niveau, hvor de er blevet matchet hårdere - særligt på det fysiske og tempomæssige plan. Reserveholdet har i år været præget af U17- og U19-spillere, og det er meget glædeligt, at vi holder et højt niveau med så unge spillere, siger Bent Christensen til klubbens hjemmeside.
- Jeg synes, at vi har set flere og flere af de unge, der begynder at ligne Superliga-spillere. Både på grund af at de spiller reserveholdskampe, men i lige så høj grad fordi vi igennem en længere periode har arbejdet med deres udvikling systematisk og løbende har haft dem med i Superligaholdets træning. Der er flere af de unge, der helt tydeligt har rykket sig i dette forår, siger han.
Brøndbys reserver slog i går Silkeborgs ditto med 2-1, og her havde Brøndby fem U19-spillere i startopstillingen.


Brøndby IF
3F Superliga
Reserveligaen






























