Den 19-årige angriber Christian Pihl Pedersen kan være på vej tilbage til den klub, hvor det hele startede. I maj 2007 skiftede han fra Lolland Falster Alliancen til FC Nordsjælland, men i december fik han ophævet sin kontrakt med nordsjællænderne og er nu til prøvetræning i Alliancen.
- Vi har haft en løbende kontakt med Christian selvom han rejste fra os dengang. Vi forstår godt, at han ville prøve sig af på højeste niveau, og det har han så gjort nu. Men vi har i vores løbende dialog, som vi jo har med gamle spillere, som vi heldigvis af og til møder hernede, oplevetg, at det ikke helt gik som Christian havde håbet på, fortæller Alliancens forretningsfører Morten Jensen til bold.dk.
- Så har vi sagt, at han bare skulle vide, at han var en af vores egne, og hvis han fik lyst til at komme og træne med igen, skulle han være velkommen. Så må vi se, hvad du siger til vores nye træner og vi må se hvad vores nye træner siger til dig, siger han.
Mens Christian Pihl har første træningsdag i dag, har Alliancen de seneste par dage haft den unge AB-spiller Morten Christensen.
- Ham har vi haft til prøvetræning i løbet af efteråret og synes egentlig, at han har gjort det fornuftigt, men så blev vi overhalet indenom af, at vi fik en ny trænerløsning, og når det lå så tæt på synes vi, at det var naturligt, som vi altid har gjort, at træneren får lov at bestemme hvilke spillere og hvilke typer af spillere han vil have, siger Morten Jensen.
Den nye træner Jesper Tollefsen havde første egentlige arbejdsdag da Alliancen genoptog træningen i søndags.


LFA
Betinia Liga





























