Christian Eriksen har taget White Hart Lane med storm siden sin ankomst i sommer, og nu er der så mere dansk blod på vej til Tottenham, i hvert fald for en stund. I næste uge skal de to Esbjerg-talenter Søren Andreasen og Kasper Nissen, der begge er inde i DBU's U-landsholdsvarme, nemlig prøvetræne i storklubben.
- De er unge talenter, der har gjort det godt indtil videre. Det er kommet i stand via mine kontakter, og det bliver en spændende oplevelse for dem. Der er selvfølgelig altid et spring, når man skal tage skridtet fra at være talent, men med henblik på fremtiden har de et stort potentiale, siger spillernes agent, Allan Nielsen, til bold.dk.
Offensiv-spilleren Kasper Nissen, der er født i 1997, er til daglig tilknyttet Esbjergs U17-trup. Han tager til London søndag og træner så med i Tottenham fra mandag.
Tirsdag eftermiddag i næste uge ankommer angriberen Søren Andreasen så. Han er født i 1996 og repræsenterer Esbjergs U19-mandskab. Han deltager den 21. og 22. oktober ved U18-landsholdets træningssamling ved Idrættens Hus og støder derfor lidt senere til prøvetræningen i Tottenham end Nissen.
De to Esbjerg-talenter vil i London have selskab af Allan Nielsen, der var på kontrakt i Tottenham fra 1996 til 2000.
houlind@bold.dk


Tottenham
Esbjerg fB
Esbjerg U17
3F Superliga
Premier League
U17 Ligaen































