FC Nordsjælland har i Kasper Hjulmand en cheftræner med en fortid i Lyngby, og nu forstærker man også ungdomsafdelingen med en Lyngby-mand. De danske mestre har indgået en aftale med Christian Nielsen, som fra 1. januar bliver A+ træner i FCN.
Christian Nielsen kommer fra rollen som A+ træner i Lyngby Boldklub, hvor han har ansvaret for klubbens ungdomslandsholdsspillere. Han har siden 1994 været ansvarlig for forskellige områder i Lyngby Boldklubs talentarbejde.
Sportsdirektør Jan Laursen er glad for ansættelsen.
- Talentudviklingen er en vigtig og bærende del af vores DNA og et område, hvor vi hele tiden stræber efter at blive endnu bedre. Derfor er det meget positivt, at vi nu kan tilknytte en dygtig og erfaren trænerkapacitet til den vigtige rolle som A+ træner, blandt andet med ansvaret for alle ungdomslandsholdsspillere, siger Laursen i en pressemeddelelse.
FCN’s nuværende A+ træner Kenneth Rasmussen overgår til rollen som talentchef med ansvar for den overordnede udvikling af hele klubbens ungdomssektor.


FC Nordsjælland
3F Superliga































