De danske mestre FC København har klart meldt ud, at Viasat Cup ikke har nogen høj prioritet for holdet. Det har startopstillingen da vidnet om, da langt de fleste stamspillere ikke var at finde her. Sådan var status også, da holdet skulle forsøge at vende 1-3 fra den første kvartfinale mod FC Nordsjælland.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at der for FC Nordsjælland ikke var megen forskel på, om arenaen hed Farum Park, eller som i dag, Parken. Fra start til slut dominerede nordsjællænderne i en kamp, der aldrig rigtigt nåede op på et niveau de to hold værdigt.
FC Nordsjælland afgjorde reelt kampen i første halvleg, da holdet bragte sig på 3-0. Efter pausen gik gæsterne lidt ned i kadence, mens FC København stadig ikke havde meget at byde på. En enkelt reducering blev det dog til, da Martin Bernburg på straffespark kunne gøre det til slutresultatet 1-3.
FC Nordsjælland er dermed semifinaleklar. Her venter vinderen af opgøret mellem Silkeborg og FC Midtjylland, mens Esbjerg møder AaB i den anden semifinale.



FC København
FC Nordsjælland
Viasat Cup






























