Danmark -Første FCK-nederlag til FC Nordsjælland
2006-05-26 21:46:09
Foto:

Første FCK-nederlag til FC Nordsjælland

For første gang nogensinde slog FCN FCK over 90 minutter på græs, da det fredag aften blev til 3-1 sejr i første Viasat Cup-semifinale.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FCNs sejr på Farum Park var fuldt fortjent over et FCK-mandskab, der viste sig lidt for svækket af afbud. Løverne havde kun Andre Bergdølmo og Alvaro Santos med af de sædvanlige stamspillere – Bergdølmo dog på en uvant plads centralt i forsvaret – og resten af ansvaret var overladt til spillere som William Kvist, Morten Bertolt og Benny Gall.

FCN satte sig fra start på kampen og bragte sig foran 1-0 seks minutter før pausen, da Tommy Olsen slog til på Heath Pearces fine pasning.

Morten Bertolt fik lidt efter pausen headet FCK tilbage i kampen efter hjørnespark, men imod slutningen af kampen tippede sagerne alligevel over i hjemmeholdets favør.

Thomas Andreasen løb i dybden og scorede til 2-1 fra en spids vinkel et kvarter før tid, før Dennis Bo Mortensen helflugtede 3-1 sejren i hus i 80. minut. Benny Gall så lidt skidt ud på Mortensens scoring, men han havde til gengæld flere gange tidligere været FCKs redningsmand – bl. a. i dueller med Dennis Bo Mortensen.

FC Nordsjælland tager dermed en 3-1 føring med til returkampen i Parken på mandag. Men vigtigere endnu kunne nordsjællænderne dermed notere sig for deres første sejr over FCK i 14 forsøg (heraf blev de 11 første tabt, mens de to seneste inden i aften endte uafgjort).

Annonce
Annonce
Annonce