Den franske forsvarsspiller William Gallas er ikke tilfreds med styrken i Arsenals trup, og derfor overvejer han nu at søge nye græsgange, hvis klubben ikke forstærker sig inden den kommende sæson. Gallas er nemlig ikke tilfreds med at spille om bronzemedaljer.
- Der er flere spillere, der sætter spørgsmålstegn ved klubbens fremtid. Alle andre hold forstærker sig, men hvad har vi gjort for at kompensere for salget af Thierry Henry?
- Jeg vil tage en snak med manager Arsene Wenger og ledelsen for at finde ud af, hvilke mål klubben har for den kommende sæson, og hvad de vil gøre for at bygge et mere konkurrencedygtigt hold op. Jeg er ikke i Arsenal for at spille om tredjepladsen, siger Gallas til sin personlige hjemmeside og fortsætter kritikken.
- I dag er jeg i Arsenal, men man ved ikke, hvad der kan ske i morgen. Alting går hurtigt i fodboldverdenen.
Gallas ankom til Emirates inden sidste sæson, da han ikke var tilfreds med ikke at spille i midterforsvaret I Chelsea. Ifølge engelske medier truede han med at score selvmål, hvis ikke the Blues ville sælge ham.


Arsenal
Premier League





























