Danmark -Gaxe bliver sportschef i SønderjyskE
2006-05-16 17:49:56
Foto:

Gaxe bliver sportschef i SønderjyskE

SønderjyskE-forsvareren Jacob ’Gaxe’ Gregersen indstiller fodboldkarrieren og tiltræder i stedet som sportschef i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

33-årige Jacob ’Gaxe’ Gregersen stiller efter denne sæson støvlerne på hylden. SønderjyskE-forsvareren fortsætter dog indenfor fodboldverdenen, da han i stedet tiltræder en stilling som sportschef i klubben med øjeblikkelig virkning. Det oplyser SønderjyskE på deres hjemmeside.

Dermed får Gaxe indflydelse på de sportslige beslutninger i SønderjyskE. Det inkluderer valget af den kommende cheftræner og spillerforhandlinger forud for næste sæson i 1. division.

Trods nedrykningen ser Gaxe lyst på SønderjyskEs fremtid. Han regner med, at degraderingen kun er af midlertidig karakter:

- Vi har alle sammen set, hvor store muligheder vi har her i Sønderjylland. Landsdelen skal ganske enkelt have et hold i den bedste, danske fodboldrække, og jeg er overbevist om, at jeg kan tage min store del af ansvaret for, vi på alle områder når op, hvor vi skal være med, siger Jacob Gregersen til SønderjyskEs hjemmeside.

Gaxe føler, at SønderjyskE er på rette vej også uden for fodboldbanen. Da han samtidig begyndte at føle sliddet efter en lang karriere, der blandt andet bød på bronze med Farum (nu FC Nordsjælland) i 2003 og et ophold i hollandske Groningen, følte Gaxe, at tidspunktet var det rette til at indstille den aktive karriere. Han glæder sig til de nye udfordringer som sportschef:

- Jeg har godt kunnet mærke på min fysik, at jeg ikke ville kunne være med for alvor, næste gang vi kommer op i SAS Ligaen, derfor er det det helt rigtige tidspunkt for mig at stoppe nu, hvor jeg får muligheden for at være med til at forme et hold, der har et kæmpe potentiale. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at vi i løbet af meget kort tid har et hold i SønderjyskE, der er klar til SAS Ligaen, understreger Jacob Gregersen, der sammen med familien netop er flyttet permanent til Haderslev.

Helt færdig med sin fodboldkarriere er Gaxe dog ikke endnu. Han står til rådighed til Viasat Cup, men lider i øjeblikket af en overbelastningsskade.

Annonce
Annonce
Annonce