25-årige Jens Gjesing fik blot 12 kampe fra start i sæsonen 2009/10, og i efteråret 2010 blev han ramt af en alvorlig korsbåndsskade, og så var der pludselig lang vej til AGF's førstehold for defensiv-spilleren.
Derfor blev Gjesing udlejet til Hobro kort inde i denne sæson, og det har længe ligget fast, at samarbejdet med AGF ikke ville blive forlænget. Gjesing har derfor stået uden kontrakt siden årsskiftet, men nu oplyser Hobro, at man har sikret sig den tidligere ligalandsholdsspiller.
- Vi betegner det som lidt af et scoop, at der er lykkedes os at overtale Jens til at tage endnu en tørn i den gule Hobro IK trøje. Vi betragtede ham i sommer som en nøglefigur i vores bestræbelser på at overleve i denne stærke række, men måtte dog i den forbindelse konstatere, at Jens endnu ikke var helt klar ovenpå sit lange skadesforløb, og derfor var de første måneder i klubben, især for ham, en skuffelse, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, og fortsætter:
- Til sidst i forløbet viste han dog for alvor sit høje, høje niveau og var i den grad medvirkende til, at vi spillede til nul i tre af de sidste fem kampe. Han er en fremragende fodboldspiller, der passer perfekt ind i klubbens offensive filosofi, hvor der i den grad bliver fokuseret på at spille fodbold. Han er dygtig med bolden, han er klog og så vil han i den grad gerne vinde, og så er han trods sin relative unge alder, en aldeles rutineret herre, der har spillet ca. 150 førsteholdskampe i AGF, og så kan man jo noget.
Sportschefen forventer ikke, at Hobro vil være i stand til at holde på Gjesing i al evighed, da hans niveau beretter til mere end bold i Danmarks næstbedste række.


Hobro
Betinia Liga






























