Toulon Tournament -Hamalainen: Toulon en stor oplevelse
2010-05-28 18:10:44
Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk

Hamalainen: Toulon en stor oplevelse

Lyngbys Brian Hamalainen kalder U21-turneringen i Toulon en stor oplevelse, men venstrebacken kunne godt have ønsket sig noget mere spilletid.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det danske U21-landshold er vendt hjem fra Toulon, hvor man leverede en flot præstation og først blev slået i finalen af Elfenbenskysten. Lyngbys venstreback Brian Hamalainen var med i truppen og kalder det for en stor oplevelse at være med landsholdet til en stor turnering.

- Det var helt sikkert en stor oplevelse. Vi mødte mange stærke nationer, som Frankrig, Rusland og Chile, siger Hamalainen til bold.dk.

- Men jeg kunne godt have ønsket mig noget mere spilletid. Vi er jo stadig i gang med sæsonen i Lyngby, så jeg ved ikke, om det har indflydelse på det. Og så var jeg så uheldig at måtte gå ud mod Qatar med en lille skade i baglåret. Der er ikke noget, der er sprunget i baglåret. Det begyndte at stramme rigtig meget op, og så frygtede jeg, det ville springe. Så det kunne godt have været bedre, fortsætter venstrebacken.

Hamalainen havde en uheldig aflevering på tværs af eget felt i kampen mod Qatar, der førte til, at Qatar udlignede, men det er ikke noget, der holder Lyngby-spilleren søvnløs om natten.

- Jeg tror ikke min aflevering får nogen betydning for min fremtid på U21-landsholdet. Alle kan lave fejl på en fodboldbane. Og jeg har diskuteret situationen igennem med Zanka og Mikkel, så vi kan få den ud af verden og komme videre. Så det er ikke noget, jeg går og frygter, slutter Hamalainen.

Hamalainen er tilbage i Lyngby, der på søndag fortsætter oprykningsjagten i den svære udekamp mod FC Vestsjælland.

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce