Dampen gik af Alexander Hlebs karriere efter skiftet til Barcelona, og de seneste år har været en ørkenvandring for den nu 31-årige offensivspiller. Efter kortere ophold i forskellige klubber vendte han tidligere i år hjem til klubben, hvor det hele startede, BATE Borisov.
Hleb har dog stadig mod på udlandet.
- Lige nu tænker jeg endnu ikke på, hvad jeg laver til næste år. Men ét er sikkert: Jeg vil til en klub, der spiller internationalt, og hvor der er et godt niveau i ligaen. Det er lige nu svært at sige, hvor det bliver. Jeg bruger BATE Borisov nærmest som et springbræt for at anbefale mig selv, men jeg vil også hjælpe klubben med at nå dens mål og måske også skrive hviderussisk fodboldhistorie, siger Hleb til Bundesligaens hjemmeside.
Hleb, der slog igennem for VfB Stuttgart, vil gerne tilbage til tysk fodbold.
- Jeg elsker Tyskland. I Bundesligaen er der de bedste stadions og den fedeste stemning. Det har altid været sjovt at spille i Tyskland, siger Hleb.
I morgen får Hleb lidt af sin tyskersult stillet, når han og resten af BATE-mandskabet tager imod Bayern München i Champions League.


BATE Borisov
Belarus Premier Division






























