For to år siden var Jakob Poulsen gået lidt i danskernes glemmebog, men så hentede AGF den alsidige spiller hjem fra Heerenveen. Siden har Poulsen spillet sig på landsholdet og med i VM-truppen, men efter nedrykningen til 1. division er Poulsen nu fortid i klubben.
FC Midtjylland har netop skrevet en fireårig kontrakt med Poulsen, der med vemod siger farvel til AGF.
- Jeg har haft to gode sæsoner i AGF. Det var den helt rigtige beslutning, jeg traf, da jeg valgte at vende hjem til dansk fodbold, og klubben har en stor andel i, at jeg fik mit gennembrud på A-landsholdet, siger Poulsen i en pressemeddelelse.
- Jeg vil komme til at savne mine holdkammerater, alle i og omkring klubben og ikke mindst AGF's fantastiske fans, der gør det helt specielt at spille i klubben. Jeg ønsker AGF al mulig held og lykke, og håber at klubben hurtigst muligt vender tilbage til Superligaen, hvor den hører hjemme.
Poulsen præsenteres i FCM på et pressemøde klokken 15.30.



AGF
FC Midtjylland
3F Superliga
Betinia Liga































