29-årige Jakob Poulsen er end ikke i truppen, når Monaco i aften møder Lens i den franske Ligue 2. Han har de seneste par uger således spillet for Monaco B i den fjerdebedste, og det er delvist en selvvalgt beslutning, fortæller Poulsen, der har haft en snak med cheftræner Claudio Ranieri.
- Jeg var enten på bænken eller tribunen i de fire første kampe i 2013, og derfor valgte jeg at tage en snak med træneren. Han sagde, han er tilfreds med mig. At jeg gør det godt til træning og så videre, og det er også fint nok alt sammen. Men jeg vil have spilletid, så jeg bad om at få lov at spille med andetholdet.
- Det er både i min og trænerens interesse, at jeg får noget kamptræning, som jeg ser det. Andetholdet spiller i den fjerdebedste række, og niveauet er ganske fint. I de to kampe, jeg har spillet indtil videre, har vi mødt førerholdet i rækken og Lyons andethold, der var fyldt unge og talentfulde spillere, og det var været nogle udmærkede kampe. Det er ikke Ligue 1, men det bedre end at sidde og kigge på.
Den tidligere EfB, AGF- og FCM-profil vil endnu ikke tage sorgerne på forskud, men erkender, at der skal evalueres på fremtiden til sommer.
- Lige nu skal jeg bare spille noget fodbold. Helst på førsteholdet, men ellers på andetholdet. Til sommer evaluerer jeg situationen igen. LIge nu spiller førsteholdet med to stationære typer på den centrale midtbane. Duelstærke folk, der er meget dygtige på andenboldene. Det er ikke lige mine forcer, men måske og forhåbentligt ændrer det sig, hvis vi rykker op, hvor det er lidt bedre muligheder for at spille, siger Poulsen, der ikke forstiller sig, at han kommer i Morten Olsens trup til kampene mod Bulgarien og Tjekkiet i marts:
- Jeg har trods alt spillet to kampe siden sidst, men nej. Jeg regner ikke med, jeg kommer med. Jeg har ikke snakket med Morten Olsen, men jeg ved godt, at jeg nok ikke skal forvente noget.
Poulsen skrev i sommer tre år med Monaco.
mikael@bold.dk


Monaco
Ligue 2
































