AC Horsens’ spillere er i denne sæson gået fra en status som grå mus, til nu at være attraktive for andre klubber i både SAS Liga og udland. Navne som Henrik Hansen og Gilberto Macena har markeret sig særdeles positivt, men ifølge træner Kent Nielsen, skal profilerne holdes i truppen.
- Jeg siger ikke, at man ikke skal sælge spillere. Det er en naturlig del af at drive en fodboldklub, men man skal ikke være blå-øjet i den situation. Det er utopi ikke at tro, at det ikke kostede noget, hvis vi solgte vores bedste spiller, siger Kent Nielsen til Horsens Folkeblad.
- Vi kan komme i en situation, hvor det er svært at sige nej, men jeg vil understrege, at det vil være enormt forkert at sælge til klubber på samme niveau som os selv. Man sælger ikke en topspiller til en direkte konkurrent.
Sikkert er det allerede nu, at Kasper Klausen, Lars Jensen og Ibrahim Babatunde forlader AC Horsens i sommerpausen, mens udviklingsspilleren Marc Maze kommer til.


AC Horsens
3F Superliga





























