Klub 1: Fik Laudrups plads
2008-12-20 10:00:02
Foto:

Klub 1: Fik Laudrups plads

bold.dk vil hver dag frem til jul tegne et lille portræt af en spiller, der har fået en enkelt landskamp for Danmark. I dag er det Steffen Højer, der fik chancen i Brian Laudrups sted.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Steffen Højer var, da han var i starten af 20’erne, betragtet som et af de største danske angrebstalenter. Han scorede mål på samlebånd for Viborg, og havde på U21-landsholdet holdt et imponerende scoringssnit med syv mål i 11 kampe.

I 1996 fik Højer først chancen på Ligalandsholdet, hvorefter han i august måned blev indkaldt til i første omgang B-landsholdet, til en kamp mod Sverige.

- Jeg kom jo med på et afbud fra Brian Laudrup. Der var dengang planlagt både en A- og en B-landskamp, og jeg skulle spille med B-holdet. Men så kom der jo så det afbud fra Laudrup, og så var jeg så heldig at komme med på A-landsholdet, siger Højer til bold.dk.

- Det var da specielt at blive hevet op, og det var dejligt at få sin debut. Det var kulminationen på en god periode for mig.

Steffen Højer var blot 23 år, da han fik sin debut, men trods en lovende fremtid, blev det blot til den ene kamp. Højer har tre forklaringer på, hvorfor det ikke blev til flere.

- Den mest enkelte forklaring er nok, at jeg ikke har været god nok. Det er ganske simpelt, siger Højer.

- For det andet, blev jeg på det tidspunkt, hvor jeg var på toppen, ramt af en meget alvorlig skade, som holdt mig ude i et år. Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg var taget til Italien, så det er klart, at det ødelagde en del for min karriere.

- Det sidste punkt er nok, at jeg var en meget udpræget 4-4-2-angriber, hvor Morten Olsen jo sværger til sit 4-3-3. I den periode, hvor det gik rigtig godt for mig, synes jeg nok, at jeg burde have haft en reel chance for at komme på, men i og med, at han spillede et andet system, er det fair nok, at jeg ikke var med.

Højer blev SAS Liga-topscorer tre sæsoner i træk, uden at få chancen igen, men han kigger ikke tilbage med ærgrelse på landsholdskarrieren.

- Jeg synes altid man skal tænke på, at det trods alt blev til en kamp. Det samme med mit eventyr i Italien, selvfølgelig var det ærgerligt, at det blev ødelagt af en skade, men på den anden side, så glæder jeg mig over, at jeg overhovedet fik muligheden for at komme derned, siger Højer.

Steffen Højer stoppede karrieren i Viborg  for et år siden, men er stadig særdeles aktiv i det danske fodboldmiljø. Han er således nu sportschef for de grønblusede, et job der passer ham godt.

- Det er jo noget helt andet, timemæssigt arbejder jeg jo meget, meget mere nu. Men jeg er heldig, at have fået et ekstremt spændende job. Der er dog ingen tvivl om, at det at være fodboldspiller, for mig, er det sjoveste job man overhovedet kan få, siger Højer.

Jobbet giver samtidig Højer mulighed for at se Viborgs kampe fra tribunen, noget der til tider danne grundlag for voldsomme frustrationer, når chancerne bliver brændt.

- Nu er jeg ikke så gammel, at jeg ikke, et eller andet sted langt tilbage i hovedet, tænker, at den kunne jeg måske godt have scoret på. Så nogle gange er det da frustrerende, og stolen får da nogle gange et spark, af ren instinkt, siger Højer.

Højer nåede i sin karriere at hjemføre et enkelt mesterskab, nemlig det han med AaB vandt i 1998/1999.

jesper@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce