Klub 1: Havde prøvet det før
Foto: agf.co.dk
2008-12-21 10:00:01
Foto: agf.co.dk

Klub 1: Havde prøvet det før

bold.dk vil hver dag frem til jul tegne et lille portræt af en spiller, der har fået en enkelt landskamp for Danmark. I dag er det Jan Lauridsen, der havde spillet for et andet landshold i en anden sportsgren inden debuten på fodboldlandsholdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Som knægt havde Jan Lauridsen flere jern i ilden. Han var et stort talent i både håndbold og fodbold og var på udvalgte hold i begge sportsgrene. Landsholdsdebuten fik han først i håndbold, og derfor var angriberen nogenlunde forberedt, da han med ti minutter igen blev skiftet ind til sin debut for fodboldlandsholdet i stedet for Brian Laudrup i OL-kvalifikationskampen mod Tyskland på udebane den 30. marts 1988. En kamp der i øvrigt endte 1-1.

- Det var stort og unikt. Ingen tvivl om det. Jeg havde optrådt på håndboldlandsholdet, så jeg havde en lille ide om, hvordan det var. Derfor var det ikke så fjernt igen, men det var en stor oplevelse at være sammen med de gutter. Der var mange af dem, der blev europamestre siden hen, siger Jan Lauridsen til bold.dk.

En lille måned senere skulle Danmark møde Grækenland i Aalborg i samme turnering.

- Jeg var udtaget til den kamp, som vi vandt 4-0, men jeg døjede på det tidspunkt med en lyskenskade, så jeg kom aldrig med. Efterfølgende gled jeg under en træning og så brød skaden op. Jeg skulle opereres og måtte holde 18 måneders pause, lyder det fra Lauridsen.

Efter den alvorlige skade skiftede Jan Lauridsen til Viborg. Han kom aldrig tilbage til fordums styrke.

- Nej, ikke helt. Det gik dog udmærket, og jeg var også tæt på at blive solgt til udlandet, men det skete ikke. Det blev aldrig helt det samme igen. Det var selvfølgelig en stor skuffelse at blive skadet. Jeg var 25 år og i min bedste fodboldalder, men det er en risiko ved fodbold-branchen, fortæller Lauridsen, der stoppede karrieren i Viborg i 1991.

Det lå langt fra i kortene, at Jan Lauridsen skulle være med til at vinde AGFs seneste mesterskab i 1986. Inden da havde han nemlig prioriteret håndbolden højest, og det var en tilfældighed, der gjorde, at han fik kontrakt med århusianerne.

- Jeg var på kontrakt i en spansk håndboldklub. Jeg vil ikke kalde mig professionel, men vi fik til dagen og vejen og lidt kost og logi. Det var inden, der for alvor var kommet penge i sporten. Jeg holdt fodboldformen en smule ved lige, da vi spillede en masse indendørs dernede, men ellers var det håndbolden, der var i fokus.

Efter et par år i Spanien besluttede Jan Lauridsen sig for at returnere til Danmark. I første omgang for at koncentrere sig om studierne samtidig med, at han spillede divisionshåndbold og lidt hyggefodbold i en lokal klub. For fodboldholdet trådte han imidlertid i karakter i en træningskamp. Det lagde træneren for modstanderholdet mærke til, og han var ikke hvem som helst. Det var således den tidligere anfører og forsvarskrumtap for AGF tilbage sidst i 1970erne og 80erne Frank Olsen.

- Jeg scorede syv-otte mål i en træningskamp mod hans hold. Efterfølgende ringede han til AGF, og de kom og så mig an. Vi blev enige om at lave en kontrakt, og jeg besluttede mig for at hellige mig fodbolden i den periode. Jeg tog valget og var med til at vinde det danske mesterskab i 1986, fortæller Jan Lauridsen, der også nåede at være med til to pokaltriumfer for århusianerne.  Angriberen scorede målet, da Herfølge i den afgørende runde i guld-sæsonen blev besejret 1-0.

Siden karrierestoppet har 45-årige Lauridsen uddannet sig til statsautoriseret ejendomsmægler. Han har spillet oldboys-fodbold i AGF. Og så stoppede den talentfulde herre med håndbold på divisionsplan for et par år siden.

Når Jan Lauridsen skal se tilbage på karrierens højdepunkter, er der to episoder, han fremhæver.

- Det var stort at få brevet, hvor der stod, at jeg var udtaget til landsholdet. Så var der AGFs fans. De var fantastiske, og der var et specielt sammenhold mellem spillere og fans. Det var unikt, slutter han.

Annonce
Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce