




OB fik søndag eftermiddag besøg af FC København i 7. spillerunde af 3F Superligaen.
Fynboerne gik ind til opgøret uden sejr i de seneste fire Superliga-kampe, mens FCK derimod indtog førstepladsen.
Både Thomas Thomasberg og Bo Svensson havde valgt at rotere på flere pladser til opgøret, og det skulle hurtigt vise sig at være en god idé for gæsterne.
Thapelo Maseko var en af dem, der havde fået chancen fra start, og allerede efter fem minutter viste han prøver på sine kvaliteter.
FCK's nye sydafrikanske kantspiller trak ind i banen fra højre side og lagde bolden helt over i det fjerneste hjørne til 1-0.
I det 14. minut valgte Noah Ganaus at tage sagen i egen hånd. OB-angriberen modtog bolden midt på gæsternes banehalvdel og drev ned mod FCK-målet. Ganaus valgte et stykke fra feltet at sende en knastør afslutning afsted, der prellede af på stolpen.
Artiklen fortsætter efter billedet

OB fik generelt bedre fat i spillet, som første halvleg skred frem, og fynboerne var ved flere lejligheder tæt på at volde FCK store problemer.
Men FCK viste igen skarpheden.
Kyniske FCK
Efter en dødbold stod OB skidt i defensiven, og så blev Robert spillet helt fri i højre side.
Brasilianeren spillede bolden på tværs, hvor Asger Sørensen sikkert sendte kuglen i kassen til 2-0.
FCK fortsatte efterfølgende stormløbet mod fynboernes mål.
Efter 33 minutter lignede det for en stund, at Thapelo Maseko havde gjort det til 3-0.
Robert spillede sydafrikaneren i dybden, inden han sikkert lagde bolden i målet, men efter et længere VAR-tjek blev scoringen annulleret for offside i opspillet.
OB slap derfor med skrækken, og de to mandskaber gik til pause ved stillingen 0-2.
Frisk OB-indledning
Hjemmeholdet kom bedst fra land efter pausen.
OB satte sig tungt på spillet og pressede FCK langt tilbage. Fynboerne kom frem til flere gode muligheder, men Diant Ramaj stod i vejen og agerede en sikker sidste skanse for gæsterne.
OB havde godt styr på bolden, men trods det store overtag havde fynboerne svært ved for alvor at blive farlige.
FCK lukrerede på det store bagrum, der opstod i takt med, at OB kom længere frem på banen.
FCK satte fart på
Det gav blandt andet Thapelo Maseko muligheden for at slå til igen.
I det 76. minut sendte indskiftede Marvin Nasnas et indlæg om bagerst i OB-feltet, hvor sydafrikaneren stod klar. Maseko sparkede sikkert bolden i kassen til 3-0.
Marvin Nasnas ville også lege med.
Det 16-årige FCK-talent blev i det 82. minut spillet fri i OB-feltet, og han sparkede den i kassen uden tøven til 4-0.
Kort før tid blev ondt til værre for OB.
Rasmus Falk nedlagde Geovanni Ndjee i feltet, og løverne fik tilkendt et straffespark. Maher Carrizo tog sig af forsøget, som han sikkert sparkede ind til slutresultatet 5-0.
Resultatet betyder, at FC København fortsat indtager førstepladsen i Superligaen efter 7. spillerunde, mens OB ligger nummer 10.

Bo Svensson afviser FCK-opsigelse
Hattrick | Afsnit 14FC København tog en flot 2-0-sejr over FC Nordsjælland i Parken, hvor et banner omkring en Bo Svensson-opsigelse kom i fokus. Cheftræneren afviser dog, at det kan komme på tale.
Læs mere
FC København
OB
3F Superliga



























