Klubikonerne: Plads til øl og hygge

Som andenårsjunior skiftede Søren Thorst fra Suldsted til AaB for at prøve talentet af og se, hvor langt det rakte. I Sulsted havde Thorst banket kasser ind som angriber, men ret hurtigt blev det klart, at det ikke var som målmager, at han skulle udvikle sig til et AaB-ikon.

- Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle fortsætte målscoringen i AaB, men det var jeg ikke i stand til. Mit talent rakte ikke til en plads i angrebet, så jeg blev rykket længere tilbage på banen som ynglinge, først som bagerste midtbane og til sidst i midterforsvaret, hvor jeg spillerede resten af min karriere, siger Søren Thorst til bold.dk, inden han beskriver sig selv som spiller.

- Jeg var en nærkampsstærk og hurtig spiller, og så var jeg nok også en lille smule hård. Men man er jo nødt til at spille med de midler, man har, siger Thorst, der vist aldrig er blevet beskrevet som et teknisk vidunder.

Inden Thorst skiftede til AaB i starten af 1980’erne, var der bud ikke bud efter ham. Talentscoutingen var dengang ikke sat i system, så spilleren valgte selv AaB.

- Jeg havde et tilknytningsforhold til AaB via min far (Kjeld Thorst, red.), der først var spiller og siden træner i AaB. Så jeg kendte forholdene i AaB og har fulgt klubben fra næsten før, jeg kunne gå.

Thorst debuterede for AaB i 1983 og var med til at rykke op i 2. division i 1984. I 1986 indløste nordjyderne så billet til 1. division, og Thorst fortæller om et unikt sammenhold mellem de spillere, der endte med at vinde det danske mesterskab i 1995.

- Vi var vel ni spillere, der spillede sammen i otte-ni år på AaB’s førstehold. Det er klart, at det giver et sammenhold, som man ikke ser i dag. Man ser ikke den samme stamme på et hold i så lang tid mere. Folk som Ib Simonsen, Søren Larsen, Søren Dissing, Calle Facius og Torben Boye er stadig mine private venner. Vi er det samme sjak som dengang.

- Jeg blev desværre ramt af en knæskade syv runder inden, mesterskabet var i hus, men det var kulminationen på det hele. Det var et langt forløb, vi havde været igennem. I 86 rykkede vi op i 1. division og kæmpede så for at undgå nedrykning i mange år, inden vi til sidst stod som danske mestre.

Efter mesterskabet nåede Thorst også at deltage i Champions League, hvor AaB sluttede sidst i en gruppe med Panathinaikos, Nantes og Porto.

- Det var en fantastisk turnering at være med i. Det var stort, og det kan godt være, at vi var kommet med i turneringen, fordi Dynamo Kiev havde bestukket en dommer med en pelshue, men det var vi nu bare glade for. Ikke mindst den daværende AaB-direktør Børge Bach, der var godt tilfreds med de penge, der tikkede ind på kontoen.

Søren Thorst måtte siden indstille karrieren på grund af en knæskade efter 371 kampe og 11 mål for AaB. Han var aldrig fristet af et skifte til en anden dansk klub, selvom AaB på et tidspunkt forsøgte at komme af med ham.

- AaB var i pengeproblemer i en periode omkring 1992, og der var der nogle danske klubber, der gerne ville købe mig. Men jeg sagde, at jeg ikke ville andre steder hen. Jeg hørte hjemme i AaB, og jeg tror ikke, jeg havde fundet mig godt til rette andre steder i Danmark. I truppen blev vi i stedet enige om at løfte i flok, og vi var med til at få klubben tilbage på rette spor.

Mens danske bejlere altså ikke kunne friste Thorst, så drømte spilleren om et udlandseventyr, og det var tæt på, at han var røget til skotsk fodbold.

- Jeg havde et par muligheder i Skotland på et tidspunkt, og Southampton var også ude efter mig. Men jeg var tættest på at komme til Dundee. Det var dog inden Bosman-dommen, og AaB forlangte lidt mere for mig, end jeg var værd. Jeg er jo en type, der synes, at øl og hygge hører med til fodbold, så det kunne have været sjovt at komme til Skotland på det tidspunkt, og jeg var da lidt ked af, at det ikke blev til noget.

Øl og hygge var der dog også plads til, da Thorst spillede i AaB. Det unikke sammenhold i truppen resulterede i en række arrangementer, hvor der var plads til at feste. Thorst fik sig derfor noget af en overraskelse, da han i 2003 i en kort periode var assistenttræner for Søren Kusk, inden Erik Hamrén tog over i AaB.

- Jeg kan huske, at vi vandt den første kamp, og da jeg så kom ned i omklædningsrummet bagefter, sad spillerne og spiste bananer og drak kakaomælk. Det forstod jeg ikke en skid af. Jeg er lidt mere den gamle type, og da jeg spillede, fik vi to kasser bajere ind, når vi havde vundet.

- Der er godt nok meget, der har forandret sig. Der er snart flere trænere, end der er spillere i en trup, hvor mentaltræneren og diætister også er tilknyttet. Det er blevet noget indviklet, synes jeg.

- Men kravene er blevet skærpet, og det er udviklingen. Sådan er det, men da jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at fortsætte, synes jeg altså, det hele var blevet for indviklet. Det kunne jeg ikke tænke mig at være en del af. Jeg tror også, at det med klubånd og tilhørsforhold er forbi. Fodbold er blevet et arbejde, hvor spillerne er i en klub i et par år for så at tage videre.

- I Danmark er der også kommet så mange penge i det. Selv fik jeg i mine første år 500 kroner om måneden, men kom så på deltid fra 1986. Jeg nåede ikke at få en fuldtidskontrakt, da det først blev indført i 1997, men jeg er også bare glad for, at jeg havde en kontakt til arbejdsmarkedet.´, og man kan jo også se nu på de regnskaber, der kommer ud, at klubberne ikke har råd til det her i længden.

Søren Thorst er i dag eventchef i Aalborg Kommune og snakker blandt andet derfor jævnligt med folk fra AaB. Han har stadig et rigtig godt forhold til klubben, og mange af de mennesker, der er i den. Skulle det ske, at de er ved at glemme, hvordan han var som fodboldspiller, så gør Thorst selv sit for at huske dem på det.

- Jeg scorede mod La Coruna i en UEFA Cup-kamp, og jeg har et klip med målet, som jeg sender rundt på mail, hvis jeg synes, der er gået for lang tid imellem, de nævner det, griner Thorst.

Han nåede aldrig en A-landskamp, men var indkaldt til Richard Møller Nielsens brutto-trup en enkelt gang. Da Thorst så blev siet fra, sagde han for sjov i et interview, at Ricardo da heller ikke havde forstand på fodbold. På skrift kom den bemærkning til at se hårdere ud, end den var ment, og Thorst medgiver, at det nok ikke styrkede hans fremtidige kandidatur.

houlind@bold.dk