18-årige Patrick Jensen fik sin divisionsdebut for Vejle Boldklub Kolding, da vejlenserne i lørdags tabte 1-0 til Esbjerg. Den oplevelse følges i starten af denne uge op af en ny stor oplevelse, forsvarsspilleren er således inviteret til prøvetræning i Bundesligaklubben Mainz.
- Det er god inspiration for Patrick, der har fået en invitation fra Mainz. Det har vi valgt at give ham muligheden for, og det er det, der i første omgang er i det, siger sportschef Mads Bro Hansen til bold.dk.
- Selvfølgelig har de en interesse i ham, ellers var han ikke inviteret derned, men der er ikke mere konkret i det. Nu er han taget derned, og det er en god mulighed for at se, hvordan det foregår i en Bundesligaklub.
- Han er en meget moden og rolig spiller, som for nylig er rykket op på U19-landsholdet. Han spillede højre back i lørdags, men er normalt midterforsvarer. Han er god i duellerne, har et godt overblik og er stærk i luften, forklarer Bro Hansen.
Patrick Jensen debuterede for Vejle Boldklub Kolding i efteråret, da han spillede pokalkamp mod Jyllandsserieholdet Funder.
jesper@bold.dk


Mainz 05
Vejle Boldklub
Bundesliga
Betinia Liga





























