Den 33-årige Peter Møller havde allerede tidligere på efteråret bebudet, at han ville stoppe karrieren til sommer. Møller har nu fremrykket planerne med et halvt år, og spillerforeningens formand lægger støvlerne på hylden, når FCK sidste opgaver i 2005 er overstået. Det oplyser DR sporten.
Peter Møller kan søndag eftermiddag spille sin sidste kamp i SAS Ligaen, når Viborg gæster Parken. Den tidligere danske landsholdsspillers sidste kamp kan blive Royal League-opgøret mod Kalmar den 11.december.
Angriberens 16 år lange professionelle karriere startede i AaB, og Møller repræsenterede også Brøndby, inden han fortsatte karrieren i udlandet hos PSV Eindhoven, Oviedo og Fulham.
Peter Møller har vundet fire danske mesterskaber og scorede fem mål i sine 20 landskampe.
Nummer 32 tiltræder efter årsskiftet i et job som studievært på DR.
































