I bredere danske fodboldkredse var det et forholdsvis ukendt navn, FC Københavns sportslige afdeling hentede i Kalmar i sommer. Men Cesar Santin har lynhurtigt udviklet sig til en nøglespiller for klubben og brasilianeren har sin andel i, at klubben ligger placeret som nummer et i SAS Ligaen.
Selv er offensivspilleren stolt over sin rolle på holdet og han lover, at både holdet og ham selv bliver endnu bedre.
- Det har været overvældende at være her indtil videre, og alle giver mig en følelse af, at jeg er en meget vigtig del af holdet. Vi har utrolig mange gode spillere, og jeg elsker at føle, at jeg er vigtig for holdet. Jeg er meget stolt, og jeg spiller for at hjælpe holdet. Ikke mig selv. Vi skal bare blive bedre og bedre, og jeg bliver bedre og bedre, siger Cesar Santin til B.T.
Han fortæller desuden, at han synes samarbejdet med den nye angriber Dame N’Doye fungerer godt, men at også det bliver bedre efterhånden som de lærer hinanden ordentligt at kende.


FC København
3F Superliga































