3F Superliga -Søndergaard: Vi er glade og stolte
2012-05-24 14:25:42
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Søndergaard: Vi er glade og stolte

Lars Søndergaard jubler på sin egen flegmatiske facon over SønderjyskE’s sjetteplads, klubbens bedste placering nogensinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Med en 5-0-sejr over AaB satte SønderjyskE onsdag kronen på en forrygende forårssæson og sikrede sig klubbens bedste placering nogensinde, en sjetteplads.

Sønderjyderne skulle vinde med mindst fire mål for at snige sig ind i top-6, og cheftræner Lars Søndergaard er imponeret over, at hans hold løste den næsten umulige opgave.

- SønderjyskE har ofte fået skudt i skoene, at når man først har reddet livet, så slapper man lidt af. Det har vi fået modbevist med afslutningen i går. Det var nærmest et umuligt udgangspunkt, at vi skulle vinde mindst 4-0 for at kunne blive nummer seks, og det var en fantastisk afslutning på sæsonen, at det så lykkedes, siger SønderjyskE-chefen til bold.dk.

Med sjetttepladsen har man sikret sig en ekstra hjemmekamp i næste sæson.

- De ekstra tv-penge betyder en del for en klub med SønderjyskE’s økonomiske rammer, og det er en god ekstragevinst at slutte i Superligaens bedste halvdel. Det er vi alle glade for og stolte over.

Søndergaards tropper overvintrede på niendepladsen og dumpede ned som nummer ti efter nederlag i forårets tre første kampe, men så skete der et bemærkelsesværdigt omsving, og SønderjyskE nappede 23 point i deres næste 12 kampe.

- Ved starten af sæsonen var vi et nyt trænerteam og mange nye folk, og man skal lige finde hinanden som gruppe. Det er naturligt, at der vil komme nogle kritiske situationer. De kom også, men det blev aldrig topkritisk, og nu er truppen vokset sammen. Samtidig har vi trykket på de rigtige knapper, forklarer Søndergaard.

- Hele holdet skal have kredit, men især vores angribere har ramt topniveauet. (Eyjolfur, red.) Hedinsson har scoret mange mål, Quincy (Antipas, red.) også, og Lasse Vibe er kommet til og har spillet over al forventning. Men de skal også sættes i scene, og vores midtbane er begyndt at slå de afgørende afleveringer. Især Henrik Hansen har gjort det fremragende.

SønderjyskE har aldrig haft ry for at være blandt de mest seværdige hold i Superligaen, men med 5-0-sejren over AaB sluttede man som forårets mest scorende hold foran FC København og mestrene FC Nordsjælland.

- Når man får påhæftet en etikette, så bliver den ofte siddende i lang tid, også selvom den måske ikke passer længere. Det er dejligt at bevise, at vi er målfarlige. Men den angrebsiver har så kostet lidt i den anden ende, og vi har set nogle atypiske SønderjyskE-resultater og har måske ikke været så godt et forsvarshold i foråret. Men det er også skønnere at styre spillet end at lade sig styre, lyder det

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce