International -Tanzania-danskere: Helt oppe at ringe
2013-03-25 09:00:01
Foto:

Tanzania-danskere: Helt oppe at ringe

Befolkningen i Tanzania er i ekstase efter sejren over Marokko. Nationens danske landstræner duo hyldes for deres arbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Tanzania har taget store skridt under dansk ledelse. Først var det Jan B. Poulsen der stod i spidsen for den østafrikanske nation, og nu har Kim Poulsen så taget over, med Jakob Michelsen som assistent og U-landstræner.

I går høstede den danske duo den vel nok største succes hidtil, da Marokko blev slået med 3-1 i VM-kvalifikationen.

- Regeringen, forbundet og folket er helt vilde og tror virkelig på, efter sejre mod de afrikanske mestre fra Zambia samt Cameroon, at vi kan fortsætte med at skabe sensationer. De er meget tilfredse med den udvikling og de resultater A- og U-landsholdet har skabt det seneste år, siger Jakob Michelsen til bold.dk.

- Tanzania har aldrig slået Marokko, og har aldrig scoret tre mål i en VM-kvalifikationskamp. Jeg troede egentlig ikke, at stadion kunne blive mere elektrisk og stemningsfulgt end vi har set de seneste gange, men efter i går må jeg erkende, at jeg tog fejl. Folk var helt oppe at ringe.

Næste opgave for den danske landstrænerduo er en to måneder lang træningslejr, før det gælder VM-kvalifikationskampe mod Elfenbenskysten og Marokko, samt to kvalifikationskampe til de afrikanske mesterskaber for hjemlige spillere.

- Vi er kun et point efter Elfenbenskysten i VM-kvalifikationen, og i befolkningen er der en stor tro på, at vi, trods deres mange stjernenavne, kan drille dem, siger Michelsen.

Selvom Tanzania holder sig godt til i VM-kvalifikationen, er det kvalifikationen til de afrikanske mesterskaber om to år, der er det helt store mål.

- Det store mål er, at vi er med til de afrikanske mesterskaber i 2015. Tanzania har ikke været med til den turnering siden 1980, så at komme med vil være en stor præstation, siger landstræner Kim Poulsen til bold.dk.

- Men nu hvor vi er så godt med i VM-kvalifikationen går vi da selvfølgelig efter at overtage førstepladsen i gruppen. Der venter os efter alt at dømme en gruppefinale hjemme mod Elfenbenskysten, og den ser vi meget frem til.

Tanzanias succes skyldes ikke mindst, at en række unge spillere, der i efteråret spillede på U20-landsholdet, er blevet rykket op.

- Alle er meget imponerede af det generationsskifte, vi har gennemført. Vi havde i går fem spillere på omkring 20 år med fra start, og alle gjorde det fremragende. Der er stor glæde over sejrene hernede, men ikke mindst over den måde, vi spiller og udvikler holdet, siger Michelsen til bold.dk.

Sejren mod Marokko i går var for øvrigt også historisk. Aldrig før har Tanzania taget point fra nordafrikanerne.

jesper@bold.dk

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce