





Det danske U21-landshold har gjort det rigtig godt under deres træningsturneringen i Toulon, hvor man i dag stod i finalen. Her ventede Elfenbenskysten, der hurtigt tog teten.
Efter tyve minutters tid kom Elfenbenskysten på 1-0, da Ouedraogo fik netmaskerne til at blafre, og Elfenbenskysten kunne gå til pause med endnu et mål i bagagen, da Gohou kort før pausefløjtet sendte bolden ind bag Mikkel Andersen.
Anden halvleg var ikke mere end fem minutter gammel før en for tiden sprudlende Nicki Bille Nielsen havde reduceret til 2-1, og så kom der for alvor tro på tingene blandt Keld Bordinggaards mandskab.
Ti minutter før tid var Elfenbenskysten dog meget tæt på at lukke og slukke opgøret, da de fik lov til at forsøge sig tæt under mål, men endnu en gang viste Mikkel Andersen fornemme reflekser og fik holdt Danmark inde i kampen.
Det blev imidlertid Elfenbenskysten, der løb med sejren i turneringen, da bolden blev sendt ind fra venstre side. Her tog Giovanni Sio chancen og fyrede resolut til læderet, og denne gang kunne Mikkel Andersen ikke stille noget op.
I de døende sekunder resulterede en dødbold i, at Patrick Mortensen fik sendt bolden ind til 3-2, men tættere på finalesejren kom Danmark ikke.



Toulon Tournament
Danmark U20
































