Den svenske landstræner Lars Lagerbäck pønser i øjeblikket på, om Zlatan skal gøre arbejdet selv eller have hjælp af Marcus Allbäck helt fremme i lørdagens opgør på Santiago Bernabeu mellem Spanien og Sverige.
Uanset hvad landstræneren kommer frem til, er det ganske sikkert, at de de blå-gules største stjerne spiller fra første fløjt. Han kan også let få afgørende indflydelse på resultatet, og derfor skal hjemmeholdets forsvar sørge for at holde Inter-angriberen i kort snor.
- Zlatan er sådan en spiller, der altid kan gøre forskellen. Hans skrøbelige psyke kan ikke tage fra ham, at han er en gudsbenådet fodboldspiller, og alle som én ved, at der skal holdes et meget vågent øje med den mand, siger Xavi.
Muligvis kan Zlatan blive matchvinder i den mulige fodboldfest på Bernabeu, men han får ingen afgørende finger med i spillet omkring uddelingen af EM-billetter, hvis Nordirland og Danmark ender med at dele point. Så er både Sverige og Spanien nemlig begge videre uanset resultat.


EM
Spanien
Sverige






























