


Der var Aarhus-opgør på menuen i 3. division, da VSK Aarhus og IF Lyseng bragede sammen i weekenden, og opgøret endte med en knusende 5-0-sejr til VSK Aarhus.
Oscar Scott Carl var en af målscorerne for VSK Aarhus, og han siger til bold.dk, at det hele gik op i en højere enhed.
- Først og fremmest tror jeg, at vi lykkedes i mange facetter af spillet. Jeg tænkte, at vi var svære at læse, og vi var gode i det korte og lange spil. Vores offensiv dirkede deres kompakte defensiv op, og vi differentierede spillet. Detaljerne sad i skabet, siger Oscar Scott Carl til bold.dk.
Var der noget ekstra tænding, når det var et lokalopgør?
- For os gjorde det ikke så meget. Jeg tror, at det gjorde os ekstra tændte, at det var en sindssygt vigtig kamp. Vi kunne risikere at komme syv point efter top seks, hvis vi ikke havde vundet. Det var en must-win for os. Vi kom ud med god energi.
VSK Aarhus indtager med sejren en syvendeplads i 3. division, men mandskabet har kun fem point op til Young Boys FD på andenpladsen.
Derfor lunede sejren ekstra meget, mener offensivspilleren.
- 3. division er vanvittig tæt, udover at Middelfart er stukket lidt af. Vi har ambitioner om at komme i top seks, og jeg tror også, mange af os går med tankerne om mere end top seks, siger 27-årige Oscar Scott Carl til bold.dk og tilføjer, at mandskabet ikke har fået nok point i forhold til truppens kvalitet.
Aarhus-klubben møder SfB-Oure FA i næste opgør.



VSK Aarhus
CampoBet 3. division
































