

Filippo Inzaghi var nødsaget til at tage en stor beslutning kort inde i søndagens opgør mellem Pisa og Salernitana.
Efter et rødt kort valgte han nemlig at udskifte danske Henrik Meister, som ellers havde fået sin første startplads for klubben.
Ind kom i stedet landsmanden Oliver Abildgaard, og han får flotte ord med på vejen fra sin cheftræner efter kampen, som Pisa vandt med 1-0.
- Jeg vil gerne takke holdet og komplimentere Abildgaard. Han kom ind på banen som en løve i dag.
- På grund af hans egenskaber fik modstanderne mindre plads på banen, og jeg er meget tilfreds med ham og holdet.
- Det er vanvittigt, hvad de her drenge præsterede. Det var helt vidunderligt at vinde i dag, fortæller den tidligere landsholdsangriber ifølge lokalmediet SestaPorta.
'Resultatet var fair'
Den tidligere AaB-spiller var også ganske tilfreds med præstationen.
- Jeg var en smule forkølet inden kampen i dag, men jeg har arbejdet hårdt på at blive klar.
- Det var meget svært at spille med en mand i undertal, men jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp og kreerede mange chancer.
- Resultatet var helt fair, lyder det fra den danske midtbanemand.
Oliver Abildgaard er i denne sæson lejet ud fra Como til Pisa, hvor han har haft svært ved at bide sig fast i startelleveren.
Det er indtil videre blevet til 463 minutters fodbold for nordjyden.

Pisa
Salernitana
Serie B



























