Den unge midtbanemotor Oliver Abildgaard er snart fortid i AaB.
Den nordjyske klub bekræftede torsdag morgen, at de var i forhandlinger om at sælge den 23-årige midtbanespiller.
Den tjekkiske storklub Sparta Prag har tidligere været ude efter Oliver Abildgaard, men ifølge bold.dk's oplysninger bliver det ikke hans fremtidige arbejdsgiver.
Oliver Abildgaard er således detaljer fra at skifte til russisk fodbold, erfarer bold.dk.
Nærmere bestemt Rubin Kazan, der pt er nummer 13 i den russiske Premier League.
Hverken AaB-direktør Thomas Bælum eller Oliver Abildgaards agent, Christian Henriksen, ønsker at kommentere sagen overfor bold.dk.
Skiftet er dog så tæt på at blive en realitet, at Oliver Abildgaard, der kom til AaB som 10-årig og har spillet 91 officielle kampe for klubben, ikke rejser med, når resten af AaB-truppen torsdag tager på træningslejr i Spanien.


AaB
3F Superliga
































