AC Horsens vinker farvel til Patryk Wolanski, som har kontraktudløb i klubben ved årsskiftet, og nu skal klubben på jagt efter en ny mand til målet.
På vandrørene forlyder det, at Thomas Mikkelsen fra FC Fredericia, er én af kandidaterne i Horsens - men den vil AC Horsens-manager Bo Henriksen ikke bare sådan lige bekræfte.
- Lige nu og her er der ikke nogen dialog mellem os og FC Fredericia omkring det. Thomas Mikkelsen har masser af erfaring, og vi skal da have os en målmand. Vi skal agere, men om det lige er Thomas eller en anden, må vi se på, men lige nu er der ingen dialog som sådan, siger Bo Henriksen til bold.dk.
- Der er masser af agenter, der ringer og spørger om alting. Så vi snakker med rigtig mange om masser af forskellige målmænd, og der har Thomas da også været nævnt. Men vi kan ikke snakke med Thomas, før vi har haft en snak med FC Fredericia, siger Bo Henriksen.
Thomas Mikkelsen har erfaring fra Superligaen, og Bo Henriksen mener da også, at der skal hentes en rigtig stærk keeper ind som erstatning for Wolanski - en spiller, som kan give førstekeper Nicklas Dannevang kamp til stregen.
- Vi skal have en ind, som i den grad kan true Dannevang og være med til at højne niveauet til træning og i kamp. Vi har været godt tilfredse med det, Dannevang har præsteret. Han har ydet en fremragende indsats, men det er klart, at vi synes, han bliver langt bedre, hvis han får rigtig meget konkurrence - og det skal vi bibeholde, siger Bo Henriksen.
AC Horsens-manageren har været meget tilfreds med det, som Patryk Wolanski har leveret som reservekeeper i det seneste halve år.
- Wolanski gjorde det rigtig fint for os og var med til at højne Dannevangs niveau, og vi skal have én, der kan gøre det samme, siger Bo Henriksen, som har stor fidus til den polske keeper.
- For at Wolanski kan få det bedste ud af sig selv, så skal han være førstemålmand. Han har et stort potentiale, og når han viser det, er han rigtig, rigtig dygtig. Han endte med at komme bag Dannevang, som holdt nullet i de første par kampe, så det har givet nogle udfordringer for Wolanski.
- Når det så er sagt, så har han ydet en professionel indstilling og attitude - han har gjort en kæmpe indsats for os, siger Bo Henriksen.
Det forlyder, at Patryk Wolanski drager hjem til Polen.
nicolai@bold.dk


AC Horsens
FC Fredericia
3F Superliga





























