- Det er bare et kompliment til os. Det er ikke ofte, at Malmö ændrer den måde, de spiller fodbold på – især ikke på hjemmebane.
- Det er et bevis på, at det, vi laver, er godt. Vi blev lidt overraskede over, at de stille op med fem forsvarsspillere, men vi fik justeret det.
Sådan lød det fra John Guidetti efter torsdagens storkamp mellem Malmö FF og AIK Stockholm, der endte uden scoringer.
Anders Christiansen er dog ikke helt enig i den betragtning og rystede ifølge Fotbollskanalen på hovedet, da han efter kampen blev gjort opmærksom på udtalelserne.
- Måske bliver han nødt til at finde sin fodboldbog frem igen. Hvis man ser på det, er det mere en 3-4-3, eller hvad man nu skal kalde den.
- Men han ved også godt, at vi ikke spiller formationsfodbold, men positionsfodbold. Så jeg ved ikke, hvad han mener, siger danskeren og fortsætter:
- De kom knap nok forbi midten i første halvleg. Når vi har bolden, og de presser på, er det anderledes.
- Så jeg ved ikke, hvad han vil med den kommentar, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på, lyder det fra AC ifølge Fotbollskanalen.
Du kan se stillingen i Allsvenskan lige her.


AIK
Malmö FF
Allsvenskan


























