Rasmus Würtz efterlader sammen med Kasper Risgård lidt af et hul i AaB-truppen, som nu kommer til at mangle den enorme rutine, de to besidder.
Den nu forhenværende AaB-kaptajn er dog ikke i tvivl om, at andre nok skal løfte sig i fraværet af de to AaB-kæmper.
- Der er nogle nye, der tager over. Risgård og jeg er også startet et sted. Der kommer også til at være andre, der tager over den her gang.
- Spillere som Kasper Kusk, Lucas Andersen, Jakob Ahlmann, Jores Okore og Jakob Rinne skal løfte sig til næste niveau i forhold til at tage ansvar, og det er jeg sikker på, de evner, siger Rasmus Würtz.
AaB har en klar strategi, om at talenterne fra ungdomsafdelingen skal udgøre en stor del af truppen, og Würtz føler sig overbevist om, at truppen har den styrke, der skal til for at opnå målsætningerne.
- Der er masser af kvalitet i holdet. Det kan godt være, der skal noget erfaring ind, men nu må vi se, hvordan det spænder af.
- Jeg synes, der er et stærkt trænerteam omkring holdet. De er fagligt skarpe og forbereder holdet godt til hver eneste kamp, siger Rasmus Würtz, som dog erkender, at foråret har været skidt.
- Desværre har vi fået et par mavepustere i løbet af foråret. Vi røg ud af top seks og efterfølgende ud af pokalturneringen. Efter det har vi ikke præsteret godt nok.
- Men når vi rammer topniveau, ser det godt ud, og det kan de holde fast i i næste sæson, siger Rasmus Würtz.
AaB-sportsdirektør har udtalt til Nordjyske, at han gerne vil ud og finde noget erfaring i nogle andre spillere.


AaB
3F Superliga






























