En klub, der er stiftet på en bar.
FC Bruno's Magpies fra Gibraltar har en historie ud over det sædvanlige, og det initiativ valgte FC København at hylde efter returopgøret i Parken torsdag aften.
For da dommeren havde fløjtet af, og spillerne havde fået fat i et par spillertrøjer og været en tur i bad, var der dømt afterparty i Danmarks nationalarena, hvor løverne havde inviteret Magpies - inklusiv de medrejsende fans - en tur i baren.
Det fortæller FC Københavns direktør, Jacob Lauesen, til Bold dagen derpå.
- Magpies er jo en helt fantastisk fortælling om, hvad fodbold kan. Det starter med nogle venner på en bar, der tager et stærkt initiativ, og her 11 år senere spiller de Conference League. De får skabt et særligt sammenhold og bygger en klub, der får en fed tur til København.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Den slags initiativ vil vi gerne hylde og fejre. Lidt usædvanligt måske, men det er Magpies’ historie jo også. For os er det helt afgørende at være gode værter, og heldigvis har vi en organisation i FC København, hvor dygtige mennesker tænker ud af boksen og får skabt et særligt arrangement for Magpies.
- Vi vidste jo godt, at kampen i Parken ville være en stor oplevelse for alle omkring Magpies, og så kunne vi lige gøre det ekstra særligt ved at invitere deres spillere, fans og organisation ind i vores egen version af Bruno's Bar. Og selvfølgelig også de fans fra Derry, der troede, at de var kvalificeret.
FCB Magpies fik allerede lidt at glæde sig over under torsdagens opgør, da miniputterne fra Gibraltar bragte sig foran efter en brøler af FCK's målmand Runar Alex Runarsson.
FC København endte dog med at få styr på sagerne og gik fra banen med et 5-1-resultat og en samlet sejr på 8-1. Dermed er klubben klar til tredje runde af Conference League-kvalifikationen.
Du kan læse meget mere om FC Bruno's Magpies usædvanlige historie lige her.
Bruno’s bar in Parken😉🤝🏼After today’s match @BrunosMagpies players, staff, fans, and VIPS got invited to join the third half in Parken!Thanks for the game⚽️#fcklive #uecl pic.twitter.com/kxSnwfhyet
— F.C. København (@FCKobenhavn) August 1, 2024

FC København
Bruno's Magpies
Conference League





























