AGF har på grund af skader måttet tænke alternativt i sin bagkæde i sine seneste kampe, og sådan bliver det i den grad også til søndagens hjemmekamp mod OB.
Niklas Backman er definitivt ude, og det samme er karantæneramte Jesper Juelsgård, der har spillet i det centrale forsvar på det seneste.
Derudover er Mikkel Rask, Alexander Juel og Dzhamaldin Khozhaniizov alle meget tvivlsomme.
- Det er en udfordring for os, for OB-offensiven har vist sig meget dynamisk i foråret med deres et-to-kombinationer. Men jeg vil til gengæld rose mine spillere for at være dygtige til at finde løsninger på udfordringerne i de seneste kampe mod Randers og Horsens.
- Også selvom vi har givet nogle chancer væk, som vi normalt ikke vil gøre på grund af de her fravær. Vi skal sammen med spillerne finde nogle løsninger til OB-kampen, og det arbejder vi med, siger AGF-træner Glen Riddersholm til bold.dk.
Riddersholm vil fredag maksimalt give den tvivlsomme trio 'få procenters' chance for at blive klar til duellen med fynboerne, da de ikke har kunnet træne med hele ugen.
mikael@bold.dk


AGF
3F Superliga





























