- Ni ud af 14 hverdagskampe skal krydse broen - giver det mening?
AGF’s fans kom med en klar tilkendegivelse om utilfredshed med hverdagskampe, da de mandag spillede på udebane mod Brøndby.
Men AGF’s fans har måske ikke så meget at være utilfredse med, fordi der gælder faktisk lidt andre regler for dem i forhold til konkurrenterne, når det lige præcis handler om hverdagskampe.
Kun ni hverdagskampe
Der er nemlig ikke samme regler for alle 12 klubber, i forhold til hvor mange hverdagskampe de kan spille i løbet af en sæson.
Der gælder helt særlige regler for AGF på det område, erfarer Bold.
Som Bold forstår det på kilder i Superligaen, har AGF indgået en aftale med Divisionsforeningen, der betyder, at klubben maksimalt kan tildeles ni hverdagskampe i løbet af en sæson. Og højst fire af dem må foregå på hjemmebane.
Og en optælling for sæsonen 2024/2025 viser, at AGF kun har haft fire hverdagskampe på hjemmebane og rammer præcis ni hverdagskampe i alt for hele sæsonen.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, vil ikke afsløre detaljerne i den aftale og slet ikke den særaftale, AGF har indgået i Divisionsforeningen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men han vil gerne fortælle om de overordnede linjer i den aftale, som klubberne har indgået.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Aftale er kun vejledende
- Der er en aftale klubberne imellem om fordeling af kampe på hverdagen. Men aftalen er vejledende, fordi der kan opstå situationer, hvor man i forhold til programplanlægningen er tvunget til at afvige fra det aftalte. Derfor vil man aldrig kunne indgå en aftale, hvor der er garanti for, at den bliver overholdt, siger Claus Thomsen.
Som Bold forstår på kilder i Superligaen, handler den overordnede aftale om, at man ikke kan spille flere end syv mandagskampe, hvor fire højst er på hjemmebane.
Samtidig må man heller ikke spille flere end syv fredagskampe og her må højst fire også være på hjemmebane.
Det samlede tal i hensigtserklæringen for hverdagskampe er ti til hver klub.
Optællingen for sæsonen 2024/25 viser, at den aftale ikke kan overholdes for AaB, Vejle og FC Nordsjælland, der lander på flere end ti hverdagskampe for hele sæsonen.
Når AGF har fået en særaftale på det område, handler det om den tidligere tv-aftale.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Jacob Nielsen, direktør i AGF, var stærkt utilfreds med, at klubben i den gamle tv-aftale fik tildelt mange mandagskampe. AGF var oftest tredje- eller fjerdevalget og havnede tit med mandagskampe. Det gjorde de, fordi Viaplay som førstevælger valgte enten Brøndby eller FCK. Discovery var andenvælger og tog enten Brøndby eller FCK, som Viaplay ikke havde valgt.
Det efterlod som regel AGF i en situation, hvor de blev tredje- eller fjerdevalg. Og det resulterede i mange mandagskampe.
Hverdagskampe intet problem
Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, køber slet ikke præmissen om, at hverdagskampe skulle være et problem i Danmark.
- Afstandene i Danmark er ikke store. Man skal huske på, at de også spiller fodbold på hverdage i Norge, hvor afstandene er af en helt anden størrelse end Danmark.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
- Vi kan samtidig konstatere, at tilskuertallene er gode på hverdage. Fredag er en attraktiv fodbolddag, og det er mandag også blevet. Det gælder både i forhold til tv og tilskuere på stadion, siger Claus Thomsen.
Både Brøndby- og AGF-fans havde i mandags bannere på stadion, hvor der stod pro søndag kl. 15.00 med et klart signal om, at de ønsker alle kampe skal spilles samtidig om søndagen. Men det kommer ikke til at ske.
I den nuværende tv-aftale, der udløber i 2030, er kampene spredt ud på tre kampdage.
- Vi har ønsket en tv-aftale, hvor vi – Superligaen – er så meget til stede som muligt på de fleste af ugens dage. Derfor bliver der spillet på fredage, søndage og mandage. Vi oplever også, at mange fans har en interesse i at følge de konkurrerende klubbers kampe på tv.
- Hvis vi skulle spille alle kampene søndag kl. 15.00, ville det betyde, at klubberne skulle skære ned i spillerbudgetterne. For så ville det være en helt anden tv-aftale, forklarer Claus Thomsen.
Bold har forsøgt at få en kommentar fra Kim Mikkelsen, der er senior vicepresident med ansvar for sportsdriften på Viaplays markeder, men han har ingen kommentarer til Bolds oplysninger.
Det lykkedes heller ikke at få en kommentar fra AGF.
Så mange hverdagskampe har de i sæsonen 2024/25:
Vejle 12
AaB 12*
FC Nordsjælland 11*
Randers 10
Brøndby 10
Lyngby 10
AGF 9
FC København 7
FC Midtjylland 6
Viborg 6
Sønderjyske 5
Silkeborg 4
*Den aflyste søndagskamp mellem AaB og FC Nordsjælland i februar blev flyttet til en onsdagskamp. Den indgår ikke i oversigten.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AGF
FC Midtjylland
FC København
Silkeborg IF
AaB
Sønderjyske
Brøndby IF
Lyngby Boldklub
FC Nordsjælland
Vejle Boldklub
Randers FC
Viborg FF
3F Superliga



































