Det handler om at holde fokus, hvis AGF skal have et godt resultat med sig hjem fra Lissabon, når de danske mestre møder Benfica i Europa League-kvalifikationen.
Torsdag aften træder cheftræner Jakob Poulsen og co. ind på Estadio da Luz, og på modsatte side står der den ene stjerne efter den anden i Benfica.
Jhon Duran, Gianluca Prestianni, Vangelis Pavlidis og selvfølgelig Andreas Schjelderup er nogle af de profiler, som Benfica kan stille op med mod AGF.
I AGF-lejren er man da også godt klar over, at der torsdag aften venter en modstander, som spiller for spiller er i en anden kaliber, og derfor vil Jakob Poulsen ikke pege på kun én trussel.
- Det er svært bare at pege på én, for jeg synes, de har internationale topspillere på rigtig, rigtig mange pladser. Så nej, jeg kan ikke bare fremhæve én, for hvis jeg nævner én, så er det måske en anden, alle taler om efter kampen.
- Men alt i alt er det et tophold med klassespillere på alle positioner. Og så er der jo også en dansker på højre back. Så må vi se, om han spiller, siger Jakob Poulsen til Bold og øvrige medier på pressemødet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er danske Alexander Bah, som ligeledes kan komme i spil mod AGF.
'Miraklet i Lissabon'?
Selvom der venter en stor opgave for de danske mestre, kan AGF bruge deres hidtidige europæiske oplevelser på Estadio da Luz.
Jakob Poulsen mener, at kampen mod Benfica i Lissabon på mange måder kan komme til at minde om 'Miraklet i Poznan', hvor AGF formåede at levere et stort resultat og slå Lech Poznan.
- Det er klart, at Benfica er et bedre hold end Poznan, så det bliver sværere. Men hvis vi skal have et godt resultat med hjem til Danmark, kræver det det samme, som vi gjorde i Polen.
- Det er en virkelig fokuseret og koncentreret indsats gennem hele kampen. Når du møder tophold og topspillere, må du ikke falde i søvn i to-tre sekunder, for så ved du, at Pavlidis står det rigtige sted og sender den i nettet.
- Så du skal være virkelig, virkelig skarp og klar i hele kampen, lyder meldingen fra Jakob Poulsen.
Der er kampstart mellem Benfica og AGF klokken 21.00.

AGF
Benfica
EL-kval






























