





Mandag aften skulle sidste opgør i 5. runde af 3F Superligaen spilles.
Ligesom sidste mandag foregik det igen på Nature Energy Park i Odense. Endnu engang var det også med en østjysk modstander i form af AGF.
Der var dermed lagt op til lidt af en klassiker mellem den anden- og tredjestørste by.
Begge mandskaber lagde friskt ud og forsøgte at fylde folk i boksen. Det resulterede også i en række fine tilbud til både OB og AGF.
AGF havde en anelse mere dominans på bolden, men det var en tilfældig bold til Tobias Bech, der satte målscoringen i gang efter 21 minutter.
En aflevering blev rettet af et par gange, og endte ved angriberen, der resolut sparkede bolden ind forbi Theo Sander i målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det satte en dæmper på stemningen hos hjemmebanepublikummet i Odense, men de skulle blive mere stille. For fire minutter efter første scoring var Tobias Bech på plads igen i feltet.
Her lagde Gift Links en bold ind til Bechs venstreskøjte, der kunne banke aarhusianerne på 2-0.
AGF var tæt på 3-0 kort efter, da Felix Bejimo ramte stolpen. OB var i knæ og skulle finde på noget nyt for at komme tilbage i kampen.
Mod slutningen af halvlegen fik hjemmeholdet lagt et lille afsluttende pres, og det bar frugt. Noah Ganaus jonglerede med bolden, og den røg op på Mads Emil Madsens arm.
Dommer Morten Krogh blev sendt til VAR-skærmen, og han så et straffespark.
Det skulle Jann-Fiete Arp tage sig, og han kunne sætte den køligt ind til 1-2. Dermed var spændingen tilbage i kampen inden pausen.
OB sendt til tælling
Fynboerne fortsatte i samme tempo lige efter pausen, hvor Jay-Roy Grot blandt andet var tæt på en udligning.
Men efter 57 minutter satte Kristian Arnstad turboen på. Han modtog bolden ved midterlinjen, hvorfra han drev den helt ned til kanten af OB’s felt. Uden den store hindring kunne nordmanden gøre det til 3-1 med en velplaceret afslutning i siden af målet.
Der begyndte at opstå en vis grad af frustration hos OB’erne, som ikke rigtig fik det til at fungere mandag aften.
Opgøret kom mere og mere over på AGF’s præmisser, og efter 66 minutter bankede Patrick Mortensen sømmet i den fynske kiste.
Tobias Bech, der var her, der og alle vegne på grønsværen, lagde et indlæg ind mod sin angriberkollega. Patrick Mortensen fik sendt en afslutning afsted med skulderen, hvilket snød Theo Sander. Målmanden reddede forsøget, men riposten røg lige tilbage til Mortensen, der kunne gøre det til 4-1.
Fem minutter efter fortsatte OB’s trængsler. Gift Links, der også spillede en fremragende kamp, havde taget turen ind i feltet.
Her blev sydafrikaneren spillet fri af Arnstad, og med venstrefoden fik Links prikket den forbi Theo Sander til 5-1.
De mange fremmødte fynboer begyndte så småt at forlade stadion, mens AGF havde chancer til at gøre det endnu værre for Alexander Zornigers mandskab.
Der kom ikke flere scoringer, og AGF kunne derfor sætte tre point ind på kontoen efter en ydmygelse af OB på 5-1.
Det er anden gang i sæsonen, at OB taber med fire mål, efter de også blev sat til vægs af Vejle for to runder siden med 0-4.
Fynboerne har syv point efter fem runder, hvilket AGF nu har overhalet. Aarhusianerne indtager en fjerdeplads med otte point.

Make VM Great Again: Så er vi i gang!
Drømmeklubben | Afsnit 2De første VM-kampe er blevet spillet, og Drømmeklubben vender hele molevitten med flere nye favoritter i blandt.
Læs mere
AGF
OB
3F Superliga



































