3F Superliga -Ahlmann: Længe siden jeg har været så glad
2016-09-15 11:50:01
Foto: Getty Images

Ahlmann: Længe siden jeg har været så glad

Viktor Ahlmann har haft et hårdt år, hvor fodboldlysten er forsvundet. Nu har han sat karrieren på standby, og det er længe siden, han har  været så glad.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Blot 21-årige Viktor Ahlmann har sat fodboldkarrieren på standby. Og det er ikke en beslutning, der er blevet taget uden grundige overvejelser hos den unge angriber.

- Det er faktisk noget, der har stået på i et års tid, hvor jeg har gået og manglet glæden ved at spille fodbold. Jeg har gået og tænkt på, hvad jeg kunne lave udover bare at spille fodbold, siger Viktor Ahlmann til bold.dk.

- Jeg havde en god snak med mine forældre den anden dag, hvor jeg fortalte, hvordan jeg har haft det i det seneste år, og så blev vi enige om, at jeg holder en pause fra fodbolden, siger Ahlmann, som ikke har indviet mange i overvejelserne før for nylig - heller ikke storebror Jakob Ahlmann.

- Jeg har holdt det for mig selv i det seneste års tid. Jeg fortalte også først mine forældre om det for et par dage siden. Men jeg må også bare sige, at det godt nok er længe siden, jeg har været så glad, som jeg er lige nu. Jeg kan virkelig mærke, at det her er det rigtige for mig, siger en tydeligt lettet Viktor Ahlmann.

- Glæden er den eneste grund til, at man altid har spillet fodbold, og når den så pludselig forsvinder, så kan jeg godt finde på noget bedre at lave.

Flere ting har spillet ind
Viktor Ahlmann er oprindeligt fra Brønderslev, men blev tidligt sluset ind i AaB's talentarbejde. Herfra steg han i graderne og blev tilbage i 2008 hevet til Liverpool på prøvetræning. Det førte dog ikke noget med sig, men i 2014 blev han i AaB rykket permanent op i Superliga-truppen.

Her fik han debut mod SønderjyskE og nåede at spille syv Superliga-kampe, en kamp i Champions League-kvalifikationen og en enkelt kamp i Europa League. Sidste sommer forlængede han kontrakten med AaB og blev i samme ombæring lejet ud til Vendsyssel, hvor han dog fik opholdet ødelagt af en skade. I februar blev han udlejet til Jammerbugt, hvor han var i hele foråret.

Men glæden ved fodbolden forsvandt - og nu har han selv sat en stopper for det.

- Det er en god blanding af flere forskellige ting, der har fremprovokeret beslutningen. Det sidste års tid har været hårdt mentalt for mig. jeg har fået nogle hak i tuden, og det har i hvert fald ikke været med til at vende det den rigtige vej, siger Ahlmann, som ikke føler, at han har levet op til de forventninger, der har været til ham i AaB.

- Man føler lidt, at man har fejlet, og at man har skuffet dem. Det var et gennembrud i AaB, jeg havde satset på - især da jeg lavede en ny kontrakt med dem, siger Ahlmann, som er ærgerlig over det ødelagte lejeophold i Vendsyssel.

Debut med storebror er største oplevelse
Den 21-årige angriber har som sagt nået flere kampe for AaB, og Ahlmann er ikke i tvivl om, hvad den korte karrieres højdepunkt har været.

- Der er ingen tvivl. Det er klart min debut for AaB med brormand på banen. Jeg har også været så heldig at få lov til at spille Europa League og Champions League-kvalifikation, men at få debut med storebror er klart det største, siger Ahlmann bestemt.

Viktor Ahlmann fik sin kontrakt ophævet i AaB midt i august og skiftede i slutningen af transfervinduet til Fram Larvik i Norge, som har Kenneth Stenild og Emil Kjeldsen på holdet, med forhåbninger om, at det kunne få glæden tilbage i ham.

- Men jeg kunne bare mærke efter de første to-tre uger, at det heller ikke var det rigtige. Det var en rigtig fin klub med en masse søde mennesker, og Kenneth og Emil var vanvittigt gode til at tage imod mig og hjælpe mig, men jeg sagde til træneren, at jeg stadig ikke var glad for at komme til træning, og det accepterede han fuldt ud.

En fremtidig fodboldkarriere er dog ikke udelukket - men nu står den hovedsageligt på andre ting.

- Jeg skal nok i gang med at studere. Det kan sagtens være, at det her bare er en standby, og at jeg får lyst til at spille på højt niveau igen om et halvt år, men lige nu bliver det noget hyggefodbold i Aalborg et eller andet sted. Og så må jeg se, hvad der er af studie- eller jobmuligheder, siger Ahlmann.

Viktor Ahlmann scorede ni mål for Jammerbugt i løbet af forårets 16 kampe.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce