



Christian Kjelder Rasmussen fik fredag for første gang chancen for U21-landsholdet, da Ajax-danskeren startede inde i sin debut mod Litauen.
Her fik den unge angriber hurtigt vist, at han altså er en, som landstræner Steffen Højer sagtens kan satse på, da han var med i opbygningen til begge Danmarks mål i 2-1-sejren.
bold.dk fangede Rasmussen efter opgøret, og han kunne ikke skjule glæden over sin debut.
- Jeg har det klasse! Det er en klassefornøjelse. Det er jo godt at vinde den første kamp og komme godt i gang på den måde. Det var også dejligt at få spillet sammen med en masse kendte ansigter, så det var klasse.
- Jeg står med en god følelse, da jeg også fik lov til at starte inde. Jeg havde også lidt forventet det, nu hvor jeg har gjort det godt nede hos Ajax, så jeg er glad for, at jeg fik lov til det, siger Christian Kjelder Rasmussen til bold.dk.
Ajax-danskeren er ikke ny i landsholds-regi, da han har været med op gennem de forskellige ungdomslandshold.
Det er dog noget helt særligt på U21-landsholdet, og derfor var det også specielt for Rasmussen, da han gik ind på banen iført de røde og hvide farver.
- Det var stort. Det er jo lang tid siden, at jeg har været med landsholdet på grund af nogle skader og afbud, så det er bare fedt at være her igen.
- Det var sgu en fornøjelse at stå og synge nationalsangen med gutterne og hele teamet.
Men der manglede dog en ting fra danskeren i opgøret mod Litauen.
Rasmussen fik nemlig ikke scoret trods flere chancer, og det er han ærgerlig over.
- Ja, selvfølgelig er jeg det. Jeg løb også rundt med det i tankerne, da jeg havde et par chancer, hvor det var de sidste marginaler, som manglede.
- Men jeg blev ved med at tro på det. Nu er planen, at jeg må score imod Wales, siger Christian Kjelder Rasmussen til bold.dk med et kækt smil.


EM U21
Danmark U21

























