Det har været et par hæsblæsende kampe i Champions League i denne uge, og torsdag er de fire nominerede til ugens spiller fundet.
Ajax' Dusan Tadic, Tottenhams Hugo Lloris, Manchester Uniteds Romelu Lukaku og Portos Moussa Marega er de fire nominerede hos UEFA.
Dusan Tadic stod for et mål, to assists og spillede generelt en forrygende kamp, da Ajax bankede Real Madrid ud med en 4-1-sejr på Bernabeu. Han fik efterfølgende karakteren 10 i den franske avis L'Equipe som den blot niende spiller i historien.
Hugo Lloris stod for nogle glimrende redninger, da Dortmund blev holdt fra fadet og i sidste ende blev sendt ud af turneringen efter en 1-0-sejr til Tottenham på mål af Harry Kane og 4-0 samlet.
Romelu Lukaku scorede to mål for United i 3-1-sejren over PSG på Parc des Princes, og han var generelt et monster at håndtere for PSG-forsvaret.
Moussa Marega bragte Porto på 2-1 i onsdagens kamp, ligesom han havde stået for 1-0-assisten, da portugiserne sendte Roma ud af turneringen.



Tottenham
Manchester United
Ajax
FC Porto
Champions League





























