Det er en fed historie med Fabiana Alcalà.
I januar 2024 blev hun ansat som konditionstræner for AB, inden rollen blot et halvt år senere blev vekslet til en stilling som assistenttræner.
Undervejs nåede Alcalà at skrive et stykke dansk fodboldhistorie, da hun i maj samme år skulle stå i spidsen for AB’s førstehold til to kampe i CampoBet 2. division mod henholdsvis Nykøbing og Roskilde.
- Da jeg stod som konditionstræner og blev bedt om at tage over, var jeg selvsikker, fortæller Alcalà til Bold.
- Jeg er altid sikker på mig selv, men jeg blev selvfølgelig også nervøs. Der var stort pres på mine skuldre, fordi jeg også skulle bevise, at jeg som kvinde var god nok til at klare jobbet.
Fabiana Alcalà havde stor gavn af oplevelsen, hvor hun blev den første kvinde, der nogensinde har stået i spidsen for et dansk divisionshold.
I den forbindelse er hun også meget taknemmelig over for AB, der præsenterede hende for de ideelle rammer.
- Det var dog noget, jeg nød, og jeg er heldig, at jeg fik lov til at opleve de to kampe sammen med resten af staben i AB samt spillerne og tilhængerne, for de støttede mig meget. Jeg har ingen klager. Miljøet var det rette til, at jeg kunne være vikarierende cheftræner i de to kampe.
- Når man som kvinde arbejder i herrefodbold, skal man bevise sig. Det har jeg også oplevet i Mellemøsten (i Kuwait, red.). AB var heldigvis virkelig gode til at støtte mig, selvom der var stort pres på.
Fabiana Alcalà er ikke længere at finde hos AB, for den 11. juli kom det frem, at hun i stedet skal gøre sig som assistenttræner for FC Københavns kvindehold.

FC Københavns kvindehold har blot eksisteret i ét år. Foto: FCK Media
Hovedstadsklubben er netop er rykket op til den næstbedste danske række, som denne sommer er blevet omdøbt fra 1. division til B-Liga.
Det bliver blot anden gang i karrieren, at Alcalà skal gøre sig i kvindefodbold. Første gang var hos Espanyol i hjemlandet fra 2019 til 2023. Det betyder imidlertid ikke så meget for hovedpersonen, hvilket køn hun skal beskæftige sig med.
- I sidste ende kigger jeg ikke på køn. Der er selvfølgelig forskel på herrefodbold og kvindefodbold, og derfor skal man også have forskellige approaches. Jeg ser dog på spillerne som mennesker, og kønnet har ikke nogen betydning for, hvordan jeg tilgår dem.
- Jeg har arbejdet inden for herrefodbold hele min professionelle karriere. Dette bliver anden gang, jeg skal beskæftige mig med kvindefodbold, men for mig er der ingenting, der ændrer sig.
Bedre rammer i Danmark
Når man snakker med Fabiana Alcalà, er det helt tydeligt, at hun er glad for dansk fodbold samt livet i Danmark generelt, som har gjort hende godt.
Man skal da heller ikke regne med, at hun søger uden for landets grænser lige foreløbigt.
- Jeg kunne ikke være gladere eller mere taknemmelig over al den hjælp, jeg har fået i Danmark. Jeg har fået mange muligheder her. Jeg har selvfølgelig gjort mig fortjent til dem med hårdt arbejde, men hele den fodboldindustri, jeg har oplevet i Danmark, er virkelig god.
- I har en virkelig god ramme for, at trænere kan udvikle sig. Det er én af de primære grunde til, at jeg håber, jeg kan blive i Danmark og udvikle mig. Det er noget, vi ikke har på samme måde hjemme i Spanien. De råder over rigtig mange dygtige trænere, men nogle gange er det svært at få anerkendelse for det hårde arbejde, man laver.
- I Danmark føler jeg virkelig, at jeg er blevet anerkendt for det, jeg har leveret. Jeg kunne ikke være mere stolt over dansk fodbold lige nu, siger Alcalà afslutningsvis til Bold.
Denne artikel fungerer som anden del af et længere interview, som Bold har lavet med Fabiana Alcalà.
Første del fokuserer i højere grad på hendes tanker omkring ansættelsen hos FC København og de kommende udfordringer. Find artiklen her.

B-Liga
FC København (k)





































