To måneder.
Det var, hvad det blev til for Basem Alkhoudari i Hillerød Fodbold.
Den 19-årige kantspiller blev tidligere på sommeren hentet fra HB Køge og udstyret med en aftale frem til sommeren 2029, men Alkhoudari har allerede måttet sande, at matchet med Hillerød i hans optik har været dårligt.
Derfor har Hillerød været samarbejdsvillige i forhold til at finde en løsning, hvor de to parter allerede kunne ophæve kontrakten.
Det fortæller Hillerød-direktør Daniel Rommedahl til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke helt standardkost. Men hvis den ene part ikke føler, at der et et match og med de omstændigheder, hvorpå transferen fandt sted, så giver det ikke mening at fortsætte samarbejdet
- Hvis man ikke føler for at fortsætte her i Hillerød, så går vi hvert til sit og siger, at det var det. Så lad os bare skilles. Det er ikke så komplekst. Det var Basems ønske. Han ved bedst selv hvorfor, og så må vi respektere det, når omstændighederne er til, at vi kan finde en løsning.
- Det kunnet have været komplekst, men det skete hurtigt i forhold til at få styr på blandt andet økonomien, og derfor er vi fint afklarede, siger Rommedahl til Bold.
Basem Alkhoudari nåede aldrig at få debut for Hillerøds førstehold.
I HB Køge spillede han 38 førsteholdskampe med tre mål og fire oplæg til følge.

Betinia Liga
Hillerød



































