I årets julekalender på bold.dk går vi nostalgiens vej og retter fokus mod udenlandske tidligere Superliga-profiler, der har sat sit aftryk på dansk fodbold.
Vi taler med nogle af de største publikumsfavoritter om tiden i Danmark, om gode minder på og udenfor banen, sjove anekdoter, hvad de laver i dag og meget andet.
Bag den 17. låge finder vi en tidligere svensk landsholdsspiller, som tog til Danmark i jagten på titler og store oplevelser.
Det er nemlig Marcus Allbäck, som har fundet vej til bold.dk’s julekalender, hvor han her ser tilbage på tiden i FC København, som bød på flere titler og en særlig aften mod Manchester United i Champions League.
Det er dog en tur til Brøndby Stadion, som står som noget af det største for den tidligere blonde angriber.
Men det hele startede med et opkald fra Hans Backe tilbage i 2005.
- Jeg tog skridtet til FCK på grund af Hans Backe, som var ham, der forsøgte at få mig dertil.
- Jeg havde et godt forhold til Backe i forvejen, mens han også havde et godt ry. Så det ville jeg gerne lytte mere til.
Allbäck havde tilbud fra større klubber, hvor der også ville komme flere penge på bordet.
Men der var noget særligt ved projektet i den danske hovedstad.
- Backe havde gang i noget spændende, så han og flere bestyrelsesmedlemmer overbeviste mig om, at der ville komme en stor investering i FCK i de kommende år.
- Så jeg syntes, det lød perfekt.
Fandt glæden i FCK og titler
Marcus Allbäck valgte derfor at takke ja til tilbuddet og skiftede til FC København fra Hansa Rostock tilbage i 2005.
Artiklen fortsætter efter billedet

Forinden havde han været vidt omkring i karrieren, da han blandt andet kan skrive Lyngby Boldklub, Bari, Heerenveen og Aston Villa på cv'et.
Det blev til en masse gode minder fra de forskellige klubber, men Allbäck tørstede efter noget helt specielt.
- Mine tanker, da jeg valgte at skifte til FC København, var, at jeg ville vinde noget. Jeg havde spillet i mange forskellige klubber, men når ens karriere er slut, ser man jo tilbage på, hvad man har vundet.
- Så jeg ville vinde noget med FCK. Jeg ville gerne finde glæden ved fodbold igen, efter at jeg havde spillet i Bundesligaen, hvor jeg ikke havde været i mere end en sæson.
- Jeg havde brug for et boost, og det var FCK, som kunne give mig det. Jeg endte da også med at vinde nogle medaljer, så jeg tænker tilbage på min tid i Danmark som fantastisk.
Guldfest på Brøndby Stadion
Marcus Allbäck nåede tre sæsoner i FC København, hvor han noterede sig for 120 kampe, 45 scoringer og to danske mesterskaber.
Men hvad står egentlig som det største øjeblik for Allbäck?
- Jeg har faktisk mange små minder, som var fantastiske. Mange antager, at det nok er målet mod Manchester United, men det var ikke det største, selv om det skete i en stor kamp, som alle har talt om, og at det også var et kæmpe minde.
- Det var nemlig en helt fantastisk følelse, da jeg løftede pokalen og vandt det danske mesterskab. Det var mit første guld.
- Det var også fedt, da vi gjorde det året efter. Det er jo altid sådan, at man bliver jagtet her. Alle vil gerne slå mesterholdet, så det føltes næsten bedre, da vi vandt titlen igen.
Det er tydeligt at mærke på Allbäck, at listen over store øjeblikke i FCK-trøjen er lang, og her står en tur til Vestegnen som noget af det største.
- Det var fantastisk, da vi vandt mesterskabet på Brøndby Stadion. Du kan bare forestille dig vores fans og tænke på, hvilken glæde det var for dem at vinde der.
- Nu kunne vi ikke vinde i Parken, så det var fedt at vinde på Brøndby Stadion. Alle Brøndby-fansene må have haft det helt forfærdeligt. Så på den måde havde man da et ekstra smil ved at vinde der.
- Vores fans gik jo også helt amok. Det var virkelig noget særligt at vinde mesterskabet på Brøndbys hjemmebane.
Frygtede slag fra Brøndby-spillere
Det var dog tæt på, at Marcus Allbäck ikke blev en del af FCK’s guldfest på Brøndby Stadion i 2007.
Fire dage forinden kom han nemlig galt afsted med næsen i et opgør mod AaB, og derfor rådede lægestaben ham til at droppe derbyet.
Men det var Allbäck på ingen måde tilfreds med.
- Jeg havde brækket næsen i kampen før Brøndby, og vores læge fortalte, at jeg ikke måtte spille flere kampe. Men det var jeg slet ikke enig i.
- Det var jo et derby, hvor vi kunne vinde guld. Jeg ville spille den kamp, så derfor bad de mig om at spille med en næsebeskytter i stedet, men det ville jeg heller ikke.
- Jeg frygtede, at Brøndby-spillerne så bevidst ville forsøge at gå efter min næse, så det var faktisk bedre slet ikke at sige noget om det inden kampen.
Den holdning havde FCK's lægestab dog ikke, men i sidste ende måtte de give op.
Allbäck var ikke til at rokke ved, og derfor spillede han derbyet, og det var godt for FC København.
- Jeg fik heldigvis ingen slag på næsen i den kamp, hvor jeg endda headede bolden i mål til 1-0, så vi vandt guld igen. Det var en fantastisk dag, siger Marcus Allbäck.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Sejr over United startede en æra
Det er svært at nævne Marcus Allbäck, uden at man kommer ind på en kold novemberaften i 2006.
Her skrev han sig nemlig ind i historiebøgerne og FCK’s fansenes hjerter, da han sendte bolden ind i netmaskerne bag Edwin van der Sar og sikrede københavnerne en historisk sejr over Manchester United.
Det var FCK’s første mål i turneringen, mens det også førte til klubbens første sejr nogensinde.
- Jeg kan huske, at det var meget koldt. Det var virkelig koldt. Vi havde ikke vundet eller scoret i de tre første kampe, så der skulle jo ske noget.
- Det var den kamp, som alle havde snakket om inden. De havde jo Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney, så det var et fantastisk hold.
- Det burde ikke være muligt for et lille hold som FCK at vinde den kamp. Men det endte med at blive helt specielt.
FC København slog Uniteds verdensstjerner med 1-0 på et mål af Allbäck, som svenskeren stadig husker, som det var i går.
- Der kom jo en eksplosion i Parken, da jeg scorede, og da vi vandt. Det var helt fantastisk, siger en stolt Marcus Allbäck.

Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Siden 2006 har FC København gentagne gange leveret store resultater i Europa, hvor Jacob Neestrups tropper senest spillede sig videre fra Champions League-gruppespillet.
- Man kan sige, at det var en god start på FCK's europæiske eventyr. Hvis man ser de efterfølgende 15 år, så er der mange mennesker i Europa, som har fundet ud af, hvem FC København er.
- Så den kamp var måske starten på en æra, som stadig er i gang.
Rygter om FCK-retur og livet efter
Marcus Allbäck forlod FC København tilbage i 2008 og tog til sin hjerteklub i Sverige, Örgryte, hvor han sluttede karrieren.
Efterfølgende blev Allbäck i fodboldverdenen, da han blev player’s manager på det svenske landshold under Erik Hamrén.
Men lå der et comeback til FCK og lurede?
I 2011 opstod der nemlig rygter om, at Allbäck var på vej tilbage for at blive assistenttræner i klubben.
- Ja, det var et rygte, som jeg faktisk ikke ved, hvor kom fra. Jeg tror, det kom fra et sted i København, om at jeg skulle være et interessant navn for FCK, så blev det et rygte.
- Vi havde aldrig nogen konkrete diskussioner om det. Det kom på et tidspunkt, hvor jeg talte med nogen, men det har aldrig været på tale, at jeg skulle være assistenttræner i FCK.
I stedet fortsatte Allbäck med at være en del af det svenske landshold, som han var i perioden fra 2009 til 2016, og noget tyder på, at der heller ikke kommer et comeback til bænken.
Kommer man nogensinde til at se dig tilbage på trænerbænken?
- Nej, det tror jeg ikke. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men jeg er glad for den rolle, som jeg har i dag. Ellers bliver det måske som sportsdirektør eller teknisk direktør, det ved man aldrig.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I dag er Allbäck partner og agent hos MD Management sammen med blandt andet Martin Dahlin.
Det er en tilværelse, som den tidligere bomber elsker.
- Det er fantastisk at være i stand til at hjælpe unge spillere med deres karriere og træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt.
- Man ser så mange spillere, der skifter klub, hvor det desværre ikke altid er tilfældet, at det var den rigtige beslutning. Men med den erfaring jeg har, kan jeg hjælpe med den del, og det kan jeg godt lide.
- Jeg kan også godt lide kontakten med spillerne, hvor jeg kan guide dem. Så jeg har det godt.
Kærligheden til FCK er intakt
Man skal derfor ikke regne med at se Marcus Allbäck tilbage hos FC København i den nærmeste fremtid, medmindre han er på besøg i hovedstaden, som han tit har været.
Det er nemlig en klub, hvor svenskeren fandt glæden igen og fik nogle store oplevelser, og derfor vil tiden i FC København altid stå som noget særligt for Allbäck.
- Klubben betyder rigtig meget for mig i dag, og jeg har da også et meget fint forhold til mange, som arbejder i klubben.
- Jeg har god kontakt med Jacob Neestrup og Hjalte Nørregaard, som jeg spillede sammen med. De har gjort det helt fantastisk som trænere.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
- Jeg synes, det var virkelig sejt, at FCK havde modet til at tage en så ung og uerfaren træner som Neestrup ind, selv om han var ikke uerfaren, for han havde været ungdomstræner. Men han har gjort et fantastisk stykke arbejde. Jeg er meget glad på hans og Hjaltes vegne.
Allbäck mærker også i den grad, at han betyder meget for klubbens fans, når han er retur i den danske hovedstad.
- Jeg har altid haft et godt forhold til fansene. Der er jo nærmest flere i København, som genkender mig, end når jeg går rundt i Stockholm, siger Marcus Albäck med et grin.
- De fleste husker jo kampen mod United, så de kommer hen og siger, at de var der den novemberaften. Så alt i alt har jeg et godt forhold til FCK, hvor jeg havde en fantastisk tid.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga


























