



Han havde ventet i spænding, men nu skete det endelig.
Gennem EM-slutrunden havde næsten alle markspillere været i aktion for Danmark, men der manglede lige Sebastian Otoa.
I de første to kampe var der ingen spilletid, men tredje gang viste sig at være lykkens gang for Genoa-danskeren.
Efter 75 minutter af kampen mod Finland fik Otoa lov til at løbe på banen for Danmark.
- Det var superfedt at komme ind og få lidt minutter. Så var det endda på en højre back, som jeg har spillet nogle gange.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg blev selvfølgelig glad. Jeg havde håbet, at jeg kunne få lidt spilletid i løbet af slutrunden. Jeg er megaglad for, at det blev i dag.
Det kom dog ikke som den helt store overraskelse, da Otoa blev kaldt hen af Steffen Højer.
- Nej, jeg havde hørt lidt, at det muligvis godt kunne være i dag. Jeg har også døjet med min ankel i løbet af ugen, men den var god i dag.
Bold har den seneste uge fulgt med i landsholdets træning i Slovakiet.
Her har man set Otoa lave flere øvelser for sig selv, og det skyldes en uheldig episode kort før første kamp.
- Jeg vrikkede om på den dagen før kampen mod Ukraine, desværre. Så har jeg døjet med den de sidste par dage.
- Jeg har egentlig prøvet at få den op at køre igen, så jeg kunne spille. Den var god i dag.
Dermed lykkedes det for Otoa at komme i aktion for første gang under sommerens EM-slutrunde.
Det er noget, som han vil huske i lang tid.
- Det er altid stort at repræsentere ens land. Det er noget af det største. Det er superstort, specielt til sådan et EM, hvor der er store hold, som vi møder.
21-årige Sebastian Otoa har nu spillet to kampe for U21-landsholdet.

EM U21
Danmark U21




































