



Det seneste års tid har ikke rigtig været noget at skrive hjem om for Andreas Alm.
Efter et sløjt efterår blev svenskeren fyret i OB i november 2023, og i slutningen af året blev han udpeget som Glen Riddersholms afløser i IFK Norrköping.
I april gik det ganske glimrende med tre sejre, men maj har været rigtig sløj for Norrköping med nul sejre i fem forsøg, så nu er klubben under stregen.
Mandag kom endnu et gok i nødden, da Norrköping tabte 0-4 i hjemmekampen mod bundrivalerne fra Värnamo, og publikum kvitterede naturligt nok med pibekoncert.
- Vi taber kampen stort, så der er intet andet end resultatet at snakke om. Det er der, vi er i dag. Vi havde alle muligheder for at gøre det bedre, siger Alm ifølge Fotbollskanalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har været igennem frustration på frustration. Forventningerne fra fansene går ikke hånd i hånd med vores præstationer, og ting bliver lagt ovenpå hinanden, men for mig er det ikke sværere, end at vi har en ny kamp mod Sirius, og det kommer man altid tilbage til.
Alm bliver herefter spurgt, hvor sikker han føler sig på sit job.
- Jeg er præcis samme sted som alle andre: vi vil vinde kampe. Der er ingen forskel på for en uge siden eller om en uge. Man jagter resultater.
- Det er tæt i ligaen, og man er nødt til at vinde kampe for at holde sig på den rigtige side af stregen, siger Alm.

Norrköping
Allsvenskan


































